Der er allerede talt meget om, hvad Trumps indtog i Det Hvide Hus rent konkret vil betyde herhjemme, men indtil videre har der været ganske stille om et af de områder, hvor præsidentskiftet givetvis kan ventes at have størst og mest direkte konsekvenser, nemlig for Danmarks engagement i Arktis.  

Med undtagelse af daværende udenrigsminister Lene Espersen legendariske afbud til et møde med blandt andre sin amerikanske kollega, den nu detroniserede præsidentkandidat, Hillary Clinton, har samarbejdet omkring Arktis været fasttømret, og Arktisk Råd givet Danmark god og regelmæssig mulighed for at pleje forholdet til USA.  

Mens Obama-regeringen de seneste år har taget flere prisværdige initiativer for beskyttelsen af Arktis, herunder et nationalt moratorium mod arktiske olieboringer og et internationalt moratorium mod fiskeri i det centrale arktiske ocean, har Danmark kørt på frihjul og brugt amerikanske initiativer som et figenblad, mens skiftende, hjemlige regeringer har modarbejdet beskyttelse af Det Arktiske Ocean i andre internationale fora, eksempelvis FN. 

Med Trump sker der et sneskred i dynamikken omkring Arktis-samarbejdet. Selv om den nyvalgte præsidents præcise agenda på toppen af kloden endnu er uvis, er der klare indikationer på, at Trump fluks vil fjerne den gode tone og det danske figenblad.  

Trumps fokus på nationale (energi-)interesser vil med største sandsynlighed betyde, at USA ikke længere vil være repræsenteret ved sin udenrigsminister i Arktisk Råd, men i stedet en embedsmand med to overordnede punkter på dagsordenen.

Det ene kan opsummeres med Sarah Palin-citatet drill, baby, drill: Arktis skal åbnes for olieboringer så hurtigt og smertefrit for olieselskaberne som muligt, både i USA og i Rusland, hvor Trump vil søge at ophæve begrænsningerne for amerikanske olieselskaber. Derudover kan den nyvalgte præsident ventes at ville kvæle enhver snak om klimatiltag i Arktis; noget som den danske regering ellers har støttet aktivt op om.  

Obamas positive indflydelse, som har presset Danmark og andre fremad, er dermed erstattet af en uhellig alliance mellem Trump og Putin, hvor miljøhensyn er en by i Rusland, og klimaforandringer er opfundet af kineserne.  

De helt store spørgsmål bliver dermed, hvordan de “små” i Arktis skal forholde sig til denne fuldstændigt forandrede virkelighed, og om Danmark fortsat vil insistere på, at Arktisk Råd er det eneste rette forum for Arktis-samarbejde? I så fald vil Kongeriget reducere sig selv til statist og lade miljø- og klimabeskyttelse i stikken, mens isen smelter, og utæmmet forurening frit kan ødelægge det unikke nord.  

Hvis Danmark fortsat sætter sig selv på sidelinjen, vil Trump og Putin sætte dagsordenen, og det kan hverken miljøet, Grønland eller den danske regering have den mindste interesse i.

En forkortet udgave af dette indlæg er bragt i Berlingske, søndag den 20. november.