Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Aniol Esteban, New Economic Foundation, England

Video | 8. marts, 2013

Aniol Esteban giver en økonomisk vinkel på, hvad man som samfund kan tjene ved at gøre fiskeriet mere bæredygtigt. I præsentationen var der to vigtige beskeder: Genopbygning af fiskebestandene er godt for jobskabelse og økonomien, samt: nogle redskaber/fiskeflåder skaber værdi – andre ødelægger. Han fremlægger, at den nuværende økonomi generelt er ubæredygtig, unfair, ustabil og den skaber ulykke. Det at skabe profit afhænger ikke af, om man ”gør det rette” i en bæredygtig forstand, idet produkterne ikke koster i forhold til de miljømæssige og sociale indvirkninger, som de har. Den nuværende måde at drive økonomi og forvaltning på gør, at miljømæssige investeringer der giver afkast på lang sigt taber og kortsigtede løsninger vinder.

Emilio Esteban argumenterer for, at man ser fiskebestande som en resurse, og at den resurse bør forvaltes på en måde, der giver mest værdi til samfundet. Han fortæller dog også, at når kvoter fordeles, så sker det uden skelen til miljø eller sociale kriterier. Kvoter gives til dem, der historisk har fisket dem, ikke til de sektorer der genererer mest værdi til samfundet. Han argumentere for, at hvis adgang til fiskeresursen ikke bestemmes ud fra hvilke fiskerier, der overordnet set giver mest værdi til samfundet – så får man som samfund ikke det optimale ud af fiskeresursen.

Aniol Esteban præsenterer en udregning, der viser, at genopbygning af 54 europæiskes fiskebestande ville betyde, at man kunne lande 3,5 millioner tons mere fisk mod 6 millioner tons i dag. Man kunne derudover tjene næsten det dobbelte og skabe 100.000 arbejdspladser.

Som et eksempel på en økonomisk model for en mere fair og bæredygtig allokering af fiskerettigheder, fremlægger Emilio Esteban et studie af engelsk torskefiskeri i Nordsøen. Undersøgelsen sammenligner to forskellige redskaber – garn og trawl – på følgende parametre: CO2 udledning, udsmid, subsidier, beskæftigelse og profit. Sammenligningen viser, at garn er det mindst effektive fangstredskab, men trawlerne har store mængder udsmid i forhold til garnredskaber, højere udledning af CO2 og modtager flere subsidier.

Resultatet af sammenligningen er, at garnfiskeri er det eneste redskab, der har en positiv værdi for samfundet, men når man ser på, hvem der rent faktisk fanger hovedparten af torsk i det engelske torskefiskeri, så fanger trawlerne 99 % af resursen og garnfartøjer kun 1 %. I forhold til subsidier, så får trawlerne 215 pund per ton torsk de lander og garnfiskerne 38 pund per ton.

Denne udregning viser ifølge Aniol Esteban, at privat profit ikke er en god indikator på et fiskeris overordnet værdi for samfundet. Man er nød til at tage en masse andre parametre med for at få det rette billede. Den sidste besked er, at det er muligt at allokere fiskekvoter på basis af miljø og sociale kriterier – og det er nødvendigt at gøre det. 

Aniol Esteban giver en økonomisk vinkel på, hvad man som samfund kan tjene ved at gøre fiskeriet mere bæredygtigt. I præsentationen var der to vigtige beskeder: Genopbygning af fiskebestandene er godt for jobskabelse og økonomien, samt: nogle redskaber/fiskeflåder skaber værdi – andre ødelægger. Han fremlægger, at den nuværende økonomi generelt er ubæredygtig, unfair, ustabil og den skaber ulykke. Det at skabe profit afhænger ikke af, om man ”gør det rette” i en bæredygtig forstand, idet produkterne ikke koster i forhold til de miljømæssige og sociale indvirkninger, som de har. Den nuværende måde at drive økonomi og forvaltning på gør, at miljømæssige investeringer der giver afkast på lang sigt taber og kortsigtede løsninger vinder.