En global dag med et enkelt budskab rettet mod politikerne: Det er nu, kloden skal have et seriøst skub væk fra afhængigheden af kul, olie og gas og ind i en fossilfri fremtid med 100 % vedvarende energi.
Det er organisationen 350.org, der har taget initiativet, og herhjemme er det unge, frivillige fra Greenpeace, der har taget teten og arrangeret demonstrationer og events i både København og Århus. Begge steder er starten netop gået her kl. 14.00.
”Jeg har ikke spor lyst til at overtage en verden fra den nuværende voksne generation, hvor millioner af mennesker lider og har mistet deres hjem, fordi der ikke er blevet gjort nok ved klimaforandringerne. Derfor har jeg valgt at lægge mine kræfter i at samle folk sammen til demonstrationen i dag, for når så mange mennesker i hele verden kræver handling, så må politikerne da lytte,” siger Signe Andersen, der er frivillig i Greenpeace i København, og som i de seneste uger har brugt en del af sin fritid på at mobilisere til dagens begivenhed.
I København har deltagerne fået et par ord med på vejen af Pia Olsen Dyhr fra SF, inden de forlod Christianshavns Torv for kort tid siden. Lige nu bevæger folk sig i langsomt tempo på cykler og i let løb ud mod Bella Centret, hvor det fejlslagne klimatopmøde, COP15, blev afholdt i 2009.
Endestationen er Amager Strandpark, hvor de vil laver et såkaldt menneskebanner. Sammen vil de forme budskabet ”100 %” med deres kroppe som et opråb til Christiansborg om, at de ønsker at bo i et Danmark med 100 % vedvarende energi – ikke i et Danmark, der fortsat er dybt afhængig af de beskidte fossile brændsler, kul, olie og gas.
I Århus forsamledes folk ved Rådhuspladsen for lige nu at bevæge sig mod Tangkrogen, hvor et stort banner vil blive foldet ud.
Manglen på konkrete fremskridt i de internationale forhandlinger for at få verdens lande til at samles om en ambitiøs, bindende klimaaftale til at afløse Kyoto-protokollen, har mødt kritik fra både organisationer, virksomheder og politikere. Både før klimatopmødet i København og ikke mindst efter.
Næste milepæl for klimaet er COP17, der bliver afholdt 28. november – 9. december i Durban, Sydafrika. Her samles repræsentanter for regeringer fra hele verden til årets tilbagevendende klimatopmøde for at nå til enighed om, hvad der skal ske, når Kyoto-protokollen udløber i 2012. En af de store udfordringer er at finde fælles fodslag om, hvor meget hvert enkelt land skal skære ned på CO2-udledningen.
Den sydafrikanske regering kalder selv COP17 for ”Folkets COP”. De mange begivenheder rundt omkring i verden i dag tyder da også på, at der er et stort ønske blandt folk på kryds og tværs af landegrænserne om, at politikerne finder modet frem og får skabt de rammer, der skal til, for at verden kan bevæge sig væk fra fossile brændsler og ind i en fremtid med 100 % vedvarende energi.
I Danmark er opbakningen til 100 % vedvarende energi også til at tage at føle på. En undersøgelse lavet i foråret af Epinion for en række organisationer, herunder Greenpeace, viser, at hele 88 % af danskerne mener, at den danske el- og varmeforsyning skal omstilles, så den er baseret 100 % på vedvarende energi i løbet af de næste 25 år. Det vil sige inden 2035. 67 % synes desuden, at politikerne på Christiansborg skal gøre en meget større indsats for at nedbringe CO2-udslippet.
”Danmark vinder nok ikke VM i cykling i den nærmeste fremtid, men jeg tror, at vi har rigtig gode muligheder for at komme helt i front med vedvarende energi, så jeg kan virkelig ikke se, hvorfor politikerne tøver så meget med at tage førertrøjen på og omstille Danmark til 100 % vedvarende energi. Det er den besked, jeg gerne vil sende til dem i dag,” siger Rasmus Bjerring Larsen, der har været en af drivkræfterne bag Moving Planet i København.
Billeder fra demonstrationerne i København og Århus og resten af verden bliver vist på en storskærm uden for FN’s hovedkvarter i New York for at bringe budskabet fra verdens befolkninger helt frem til FN, der står bag de internationale klimatopmøder, COP’erne.
Find billeder fra demonstrationerne i dag her (der vil løbende blive lagt billeder op):
https://info.greenpeace.se/a_mediarelease/?openfolder=110924_Moving_Planet