Fjällräven indeholder farligt PFC

Nyhed - 29. oktober, 2012
Stor Greenpeace undersøgelse afslører farlige kemikalier i tøj til udendørs brug. Rapporten afslører PFC-stoffer i tøj fra alle de testede producenter.

Fjällräven tænker på miljøet. Derfor bruger firmaet ikke perfluorinerede kemikalier (PFC) til imprægnering af tøjet. Sådan lyder det blandt andet på Fjällrävens hjemmeside i præsentationen af deres tøj til udendørs brug. Men virkeligheden er noget anderledes.

En ny storstilet Greenpeace-undersøgelse afslører, at flere tøjfirmaer, der producerer tøj til aktivt liv ude i naturen, er fyldt med de svært nedbrydelige og giftige PFC stoffer. Og det er ikke de billige, ukendte tøjproducenter, der har problemer med kemikalierne. Dyre mærker som Jack Wolfskin, Northland, North Face, Adidas og Fjällräven er bare få eksempler. Faktisk blev der sporet PFC i større eller mindre grad i alle 14 tøjmærker, som Greenpeace testede.

"Producenterne af udendørs tøj fremstiller oftest sig selv som miljøbevidste, og tøjet er med til få køberen til at føle, at man kommer mere i kontakt med naturen. Men i virkeligheden er produkterne med til at forurene naturen med unødvendige og giftige kemikalier," siger kemiekspert i Greenpeace, Erik Albertsen.

Greenpeace har i længere tid kørt Detox-kampagnen. Kampagnen skal presse tøjproducenterne til at fjerne alt brug af PFC i hele tøjproduktionen. Senest har blandt andet Marks & Spencer samt H&M garanteret en udfasning af PFC brug, så alle tekstiler er fri for disse giftige kemikalier i løbet af få år.

"Denne undersøgelse afslører, at selv om man har en masse gode intentioner om at fremstille tøj mere miljøvenligt, så er det ikke altid, at de gode intentioner og virkeligheden følges ad. Derfor understreger rapporten, hvor vigtigt det er, firmaerne holder skarpt øje med alle dele i produktion og følger tøjet fra start til slut. Det nytter ikke noget at man kalder sit tøj for PFC-frit, og det så ikke er," siger Erik Albertsen.

De testede mærker er: Zimtstern, Jack Wolfskin, Vaude (China), Vaude (Vietnam), North Face, Mountain Equipment, Marmot, Fjällräven, Patagonia, Adidas, Northland, Seven Summits, Mammut, Kaikkialla.

PFC er en samling af stoffer, der blandt andet bliver brugt ved fremstilling af vandtætte membraner, samt ved imprægnering af tøj. Undersøgelser i mennesker har vist en mulig sammenhæng mellem PFC og nedsat sædproduktion, nedsat frugtbarhed hos kvinder, effekter på skjoldbruskkirtlen og ændringer i stofskiftet. Desuden er PFC under mistanke for at være hormonforstyrrende og i værste fald kræftfremkaldende.

Greenpeace undersøgte også en udendørsjakke fremstillet til organisationens egne aktivister, fremstillet og mærket som værende fri for PFC. På trods af dette, kunne der stadig spores rester af PFC i jakkerne, og Greenpeace har derfor straks iværksat en undersøgelse, der sammen med producenten skal afklare årsagen til indholdet af PFC.