Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Burberry lover at fjerne giftige kemikalier i tøjet efter pres fra Greenpeace

Nyhed - 29. januar, 2014
Det eksklusive tøjmærke Burberry med de velkendte skotsktern har netop forpligtet sig til at fjerne giftige kemikalier i tekstilproduktionen fra januar 2020.

29. januar 2014

Et blik ind i én af tekstilfabrikkerne i Kina, hvor en lang række af verdens størst tøjmærker bruger giftige kemikalier i tøjet - til fare for miljøet og sundheden. Greenpeace har bl.a. fundet kemikaliet PFC i børnetøj fra Burberry, og nu forpligter luksusmærket sig til at udfase PFC helt i 2016.

 

Det sker efter, at Greenpeace for to uger siden udgav en rapport, der dokumenterede miljø- og sundhedsskadelige rester af kemikalier i børnetøj hos 12 globale mærker, heriblandt Burberry. I hele verden har Greenpeace-kampagnen Detox (afgiftning) skabt protester og fået forbrugere til at lægge pres på Burberry, der nu er nu det 19. tøjmærke i rækken, som tilslutter sig kampagnens krav om at fjerne de aller-farligste stoffer fra tekstilproduktionen.

”Burberry har taget et seriøst og vigtigt skridt, der forpligter selskabet til at rense godt og grundigt op i produktionen, så forbrugerne kan få sikkerhed for, at tøjet ikke gør forbrugerne syge eller forurener vandmiljøet,” siger Birgitte Lesanner, kampagne- og kommunikationschef hos Greenpeace.

Burberry vil først udfase kemikalierne i tøjlinjerne, og Greenpeace er meget tilfreds med, at det britiske tøjmærke forpligter sig til at fjerne de såkaldte perfluorinerede kemikalier, PFC, i leverandørkæden allerede fra 2016.

PFC bruges bl.a. til at imprægnere tøj, og når det udledes fra produktionen og forbrugernes vaskemaskiner, så føres det videre i vandløb og i fødekæden – til fare for miljøet og sundheden. Kemikaliet er under mistanke for at virke både hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

”En lang række af verdens største tøjmærker er ansvarlig for en giftig produktion, der forurener floder og naturen i de lande, hvor produktionen foregår og som i sidste ende også rammer os vestlige forbrugere. Nu ser vi frem til handling og håber, at Burberry også kan få flere luksusmærker som Gucci, Versace og Louis Vuitton til at gå samme vej. Men lige meget om tøjet er dyrt eller billigt, skal selskaberne kunne se forbrugerne i øjnene og love dem tøj uden giftige kemikalier,” siger Birgitte Lesanner.

Greenpeace lancerede Detox-kampagnen i 2011 for at gøre tøjproduktionen giftfri inden 2020. Mærker som adidas, Levi’s og Nike er blandt de nu 19 producenter, inklusive Burberry, der forpligter sig til at stoppe udledningen af farlige kemikalier.

Læs Burberrys udmelding om stop for brugen af kemikalier i produktionen HER

Emner