Nu er min dag reddet. Jeg har lige læst, at Obama-administrationen har besluttet at udsætte Shell’s planlagte boringer i Arktis et år. Det er en skøn nyhed, og det giver os og de andre miljøorganisationer et år mere til at bremse olieboringer i Arktis mere permanent. Shell har 16 olielicenser i Arktis og skulle have begyndt boringerne i juli.

Shell vil bore i et område, der er så sårbart, at USA har indført forbud mod fiskeriaktivitet. Havområdet er dækket af is mellem seks og ni måneder om året. Hvis der sker et uheld deroppe, vil responstiden være væsentligt længere og beredskabet væsentligt svagere end i Den Mexicanske Golf – og effekten af olien langt værre på grund af kulden. Det er en risiko, vi ikke kan acceptere. Der skal ikke bores efter olie i Arktis. Punktum.

Aktivister hilste forleden Obama-administrationens udsendte i Luisiana velkommen med et aktion på et af de boreskibe, Shell vil sende til Arktis.
Aktivister hilste forleden Obama-administrationens udsendte i Luisiana velkommen med et aktion på et af de boreskibe, Shell vil sende til Arktis.

Danmark vil ligesom USA også gerne bore i Arktis og det samme vil de tre andre lande med grænser til Arktis; Norge, Rusland og Canada. De fem lande forsøger at indbilde resten af Det Arktiske Råd, der i øvrigt mødes i dag i København,  at det er helt naturligt, at de fem mødes fra tid til anden bag lukkede døre og deler kagen.

Og Arktis er en meget attraktiv kage; Klimaforandringerne får isen til at smelte og det giver adgang til olie, gas og store fiskebestande. Samt mulighed for skibstrafik i stor stil. Det er klart, at Danmark gerne vil have sin del af kagen – men Danmark skal ignorere olietørsten og i stedet begynde at arbejde på et midlertidigt forbud mod al industriel aktivitet i Arktis. Vi skal have meget bedre styr på området og naturen, vi skal have lovgivning og miljøbeskyttelse på plads og vi skal have verdenssamfundet ind over – ikke bare de fem lande, der er mere styret af grådighed end af ønsket om klodens bedste. Arktis er et fødekammer for hele verdens have og et afgørende køleelement for hele planetens klima. Det er alt for vigtigt til at lade fem grådige lande afgøre dets skæbne alene.

Men i dag skal vi glædes. USA har givet Arktis ét år mere uden nye olieboringer. Nu må Danmark følge op og lige som USA lære af katastrofen i Den Mexicanske Golf. Arktis skal beskyttes.