I løbet af eftermiddagen er Danmarks Villy Søvndal og de øvrige arktiske udenrigsministre ankommet til Kiruna, hvor jeg sidder på mit hotelværelse efter to givende, mættede og dybt interessante dage. Jeg har været med til at arrangere en konference forud for ministermødet for en lang række repræsentanter for de mennesker, der rent faktisk bor i Arktis.

Her i det nordlige Sverige har vi diskuteret minedrift, olieboringer, og oprindelige folks rettigheder. Der har været mange meningsudvekslinger og dybfølte holdninger, og jeg vil hverken påstå, at jeg repræsenterer dem eller udtaler mig på vegne af dem. Men jeg vil alligevel vove pelsen og sige, at der alt i alt er blevet sendt et stærkt og tydeligt signal til de arktiske udenrigsministre om, at der skal andre boller på suppen.

De oprindelige, arktiske folk spreder sig over tre verdensdele og syv lande, og står naturligvis for vidt forskellige holdninger og med vidt forskellige problemer og udfordringer. Men der var alligevel en tydelig rød tråd at spore hos de mange, mange mennesker, der delte deres historier og situation på konferencen.

Fra Rusland over Sápmi til Nordamerika gør ændringerne i Arktis, at presset på miljøet og de oprindelige folks levevilkår sættes under pres. Regeringer og multinationale virksomheder sætter økonomisk gevinst over bæredygtig udvikling i de arktiske lande. Og det skortede ikke på advarsler mod ukritisk at lade multinationale selskaber få adgang til råstofferne i Arktis.

Fra Rusland og Nigeria hørte vi om, hvordan olieselskaber uhæmmet lader olieudslip ødelægge naturen, alt imens de lokale befolkninger bliver efterladt med tomme lommer og maver. Fra Canada, Sverige og Finland hørte vi om, hvordan minedrift og tjæresand forurener floderne, og driver befolkningerne væk fra deres land. Fra Alaska og Grønland hørte vi om udfordringerne med olieboringer i de arktiske farvande, hvor det synes at være mere held end forstand, at der endnu ikke har været nogen store ulykker.

Ved afslutningen af konferencen skrev 40 repræsentanter og organisationer under på en fælleserklæring, der oprindeligt er skrevet af russiske oprindelige folk ved en konference i Komi-republikken sidste år. Erklæringen rummer tre krav: et stop for offshore olieboringer i Arktis, et midlertidigt stop for olieboringer på land, og at udvinding af ressourcer kun må foregå med accept og inddragelse af de befolkninger, der bliver berørt af udvindingen. Samtidig lyder det, at oprindelige folk i Arktis bør opnå størst mulig social og økonomisk gevinst ved enhver industriel udnyttelse.  

Blandt underskriverne er blandt andet russiske RAIPON og nordamerikanske Arctic Athabaskan Council, der begge er blandt de faste deltagere i Arktisk Råd. Deklarationen fra de oprindelige folk skal ikke ses som et nej til udvikling, men som et opråb til de politikere og ministre, som mødes her i Kiruna. Udvikling skal ikke ske på selskabernes præmisser, men på miljøet og befolkningernes betingelser.

I morgen vil udenrigsministrene her i byen vedtage en aftale om beredskab i tilfælde af et olieudslip i Arktis. Aftalen gør absolut ingen forskel. Den sørger ikke for, at der bliver en eneste ekstra foranstaltning, en eneste ekstra båd eller et eneste ekstra redskab til at rydde op. Den forpligter ikke landene eller selskaberne til noget som helst konkret.

Aftalen er med andre ord ikke det papir værd, som den er skrevet på, og det er tydeligt, at de arktiske regeringer ikke er på linje med i hvert fald en stor del af de oprindelige folk. Jeg håber, at deklarationen kan lægge et pres på ministrene, så de ikke forsætter med bare at gøre som olieindustrien vil have dem til.

Vi bør begynde at snakke om, hvordan de arktiske samfund rent faktisk kan opnå reel udvikling i stedet for konstant at lægge arm med selskaber, som kun tænker på egen profit og hverken på mennesker eller miljø.