Tirsdag morgen klokken 05 forlod jeg skibet Esperanza sammen med 14 andre aktivister. I gummibåde satte vi kursen mod Statoils olieboreplatform Transocean Spitsbergen, der kort forinden var ankommet til Barentshavet for at påbegynde den nordligste olieboring nogensinde. Sammen gik vi ombord på olieboreplatformen. 5 aktivister hang i reb fra siden af platformen, mens resten af os tog opstilling på dækket.

32 timer senere er jeg her stadig. Natten har været hård i det kolde Arktis, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at vi ikke er lidt trætte. Fem aktivister har måttet forlade olieboreplatformen, da kulden blev for meget. Men vi andre er her stadig. Vi går ingen steder.

28. maj 2014

Statoils olieboreplatformen Transocean Spitsbergen håber, at vi forsvinder, så de kan foretage den nordligste olieboring nogensinde. Kun 25 km fra den arktiske iskant om vinteren.

 

Hvorfor, spørger du måske. Hvorfor bliver I ved? Statoil venter kun på, at vi pakker sammen. De håber, at opmærksomheden forsvinder, og at de kan gå i gang med deres arbejde, uden hensyn til de farer de udsætter hele Arktis og særligt naturreservatet omkring Bjørneøen for. Hvis det værst tænkelige sker, og der kommer et olieudslip, vil konsekvenserne være uoverskuelige. Med ekstremt kolde havtemperaturer, havis og ingen infrastruktur vil oprydning efter et olieudslip være tæt på umuligt. Olien kan på under en uge drive mod Bjørneøen og ødelægge et sted, hvor en million fugle hvert år kommer for at yngle, og som hvert år besøges af isbjørne, delfiner, hvalrosser, sæler og meget mere.

For slet ikke at tale om den fundamentale fejltagelse det er at hente mere olie op fra undergrunden, når eksperter verden over advarer mod klimaforandringerne.

28. maj 2014

32 timer har jeg været på olieboreplatformen med de andre aktivister. Vi håber, at Norges regering ser os og kommer til fornuft, så Arktis beskyttes.

 

Derfor holder jeg sammen med mine venner stand på Statoils olieboreplatform. Fordi jeg inderligt håber, at vi kan åbne verdens øjne for den historiske fejltagelse, som Statoil er ved at begå. Fordi jeg inderligt håber, at politikerne vil lytte. At de vil huske på, at deres fornemmeste opgave er at sikre en verden, som vores børn og børnebørn kan vokse op i – ikke at sikre Statoil et godt overskud. Vi har klaget til de norske regering, men selvom de ikke engang har behandlet klagen endnu, lader de bare Statoil fortsætte.

Nu er det onsdag. Klokken har lige passeret 13. Jeg kan ikke fortsætte min protest for evigt, og alene kan vi ikke forhindre katastrofen. Men jeg vil fortsætte så længe som jeg overhovedet kan, og jeg tror fuldt og fast på, at hvis vi står sammen, kan vi gøre en forskel Hvis vi står sammen mod olieselskaber og regeringer, så vil de til sidst ikke have andet valg end at tage det eneste rigtige valg og beskytte Arktis. Det er endnu ikke for sent.

Skriv til Norges regering og hjælp os med at standse Statoils olieboringer HER.