Stormen brøler igennem byens stejle gader og rusker voldsomt i bygningen, hvor jeg sidder. De få mennesker, der har vovet sig ud, bliver nærmest båret af sted af stormen. Jeg er i Sydgrønland i byen Qaqortoq, hvor jeg ankom i forgårs; et døgn forsinket på grund af den hårde blæst.

Turen hertil foregik med helikopter fra Narsarsuaq, hvor der er en landingsbane. Men hvis vejret ikke tillader det, så lader flyvning sig ikke gøre. Så lige nu jeg venter på, at vejret skal blive bedre og stormen løje af, så jeg kan komme videre til Nuuk.

Grønland

 

Der er ikke andet at gøre i Grønland, hvor naturen sætter dagsordenen. Lige så sårbar og skrøbelig som naturen her er overfor klimaets påvirkninger – ligeså barsk og dominerende er den overfor de mennesker, der bor her.

Jeg er i Grønland for at holde oplæg om Greenpeace arbejde og om vores modstand mod olieboringer i Arktis. I de kommende to uger skal jeg besøge 8 uddannelsesinstitutioner og mødes med forskellige udvalg i Inatsisartut. Jeg håber, at turen kan være med til at plante kimen til en god dialog med det grønlandske folk om de olieboringer, de i disse år tager hul på.

Qaqortoq



Indtil videre er turen gået rigtig godt. Og det på trods af, at ethvert tiltag til dialog heroppe først starter med et tilbageblik til de tidlige 80´ere, hvor Greenpeace kørte en kampagne imod canadisk sælskind. En kampagne, der også utilsigtet ramte de grønlandske fangere og den grønlandske sælfangst.

Derfor har vi måtte svare på mange relevante og interessante spørgsmål om, hvordan Greenpeace forholder sig til grønlandsk sælfangst i dag i 2012. Greenpeace har aldrig haft noget at udsætte på grønlandsk, bæredygtig sælfangst. Vi havde det ikke i 80´erne og vi har det ikke i dag.

I forgårs blev vi inviteret med på tur til Great Greenlands garveri på havnen i Qaqortoq. Det er her skind fra hele Grønland bliver forarbejdet. Her så vi i de store haller paller med smukt sælskind der hober sig op, fordi det er svært at komme af med skindene samtidig med at Grønlands Naturinstitutut siger, at bestanden er stigende. 

Jeg er glad for mine egne sælskindshandsker her i Grønland, hvor stormen rusker og vinden bider. Og jeg håber, at Grønland vil opleve et stigende salg af bæredygtigt sælskind i fremtiden. Lige nu håber jeg også, at stormen vil lægge sig så vi kan komme op til vores aftaler på gymnasiet og Ilisimatusarfik (Universitetet) i Nuuk.