På onsdag har EU-Parlamentet en afgørende mulighed for at give de europæiske regeringer klar besked om, at det er på høje tid at rette op på en på mange måder dyr fejltagelse.

Parlamentet stemmer nemlig om et forslag fra EU-Kommissionen om at ændre reglerne for brug af biobrændstoffer i transportsektoren, efter de nuværende regler har vist sig at betyde, at målet om 10 pct. vedvarende energi i transportsektoren i 2020 hovedsageligt bliver opfyldt ved brug af afgrødebaserede biobrændsler.

Der hældes altså derfor soja, palmeolie og ikke mindst raps  - med andre ord mad - i de tørstige benzintanke i biler i hele EU. Problemerne ved at bruge afgrødebaserede biobrændstoffer er imidlertid utallige.

For det første øger de stik mod hensigten CO2-udslippet. Formålet var ellers at bidrage til reduktion af CO2-udslippet fra transportsektoren, men det mest brugte biobrændstoffer i EU, rapsdiesel, udleder eksempelvis 14-21 procent mere CO2 end almindelig fossil diesel.

Årsagen er, at fremstillingen af rapsdieselen giver et CO2-udslip fra dyrkning, høst og presning, men ikke mindst kommer oveni den såkaldte ILUC-effekt, som er udtryk for den indirekte ændring, der langt fra Europa sker i areal-anvendelsen som en direkte konsekvens af vores brug af biobrændsler.  

Når vi hælder vegetabilsk olie på bilerne i stedet på at anvende dem i f.eks. fødevarer, importerer vi i stedet nemlig mere vegetabilsk olie til fremstilling af fødevarer, foder, sæbe og så videre. F.eks. soja og palmeolie fra typisk regnskovsområder i Sydamerika og Sydøstasien, hvilket resulterer i store drivhusgasudslip og hertil gigantiske tab af biologisk mangfoldighed.

Disse CO2-udslip, der altså skyldes den ændrede landarealanvendelse (ILUC), er på grund af en fejl i den nugældende EU-lovgivning hverken opgjort eller indregnet i de afgrødebaserede biobrændslers faktiske CO2-udslip. Og det er forklaringen på, at EU’s hidtidige forsøg på at ville reducerede bilernes udslip ved hjælp af biobrændsler har haft den stik modsatte effekt.

Hensigten med det forlag fra EU-Kommissionen, som Parlamentet stemmer om på onsdag, er at rette den fejl. Men det er altså langt fra den eneste, for ændringen i anvendelsen af areal betyder ikke bare mere CO2-udledning. Jord er også lig med mad.  

I 2010 lagde produktionen af de biobrændsler, vi anvendte i EU beslag på 5,7 mio. hektar, og ændrer EU ikke reglerne straks, ventes tallet at stige til omkring 13 millioner hektar i 2020. Et landareal svarende til ikke mindre end tre gange Danmarks størrelse.

Med et skrigende behov for at skaffe jord til dyrkning af fødevarer - ikke mindst til de 900 millioner mennesker på jorden som i dag sulter - er der simpelt hen ikke jord nok i verden til, at den også skal bruges til at lave brændstof til vores biler. FN’s særlige udsending for fødevarer, Olivier de Schutter, har da også med rette kaldt brugen af afgrødebaserede biobrændsler ”.. en krænkelse af retten til mad..”. Sidst i april henstillede de Shutter i et brev  samtlige EU-landenes regeringer til at ændre deres regler om tvungen brug af biobrændstoffe samt at stoppe statsstøtten til biobrændsler.

Når det gælder statsstøtten, vurderer International Institute for Sustainable Development i en rapport fra august i år, at subsidier i form af skattefritagelse i forbindelse med fremstilling af biobrændsler i EU årligt ligger i størrelsesordenen 5,5 til 6,9 mia. euro.

I forbindelse med Kommissionens forslag, der nu skal til afstemning, lægger det litauiske EU-formandskab op til et uspiseligt kompromis i Rådet. Kommissionen vil det rigtige, når man lægger op til at begrænse brugen af afgrødebaserede biobrændstoffer, selv om vi dog godt kunne ønske os endnu mere.

På onsdag har Parlamentet imidlertid en kolossalt vigtig mulighed for at fortælle Rådet, at de ikke vil acceptere regler for brug af biobrændstoffer, som øger CO2 udslippet, rydder regnskov og forværrer fødevarekrisen.

Det forudsætter som minimum, at Rådet sætter grænsen for anvendelsen af afgrødebaserede biobrændstoffer til højst 4-5 procent, at de opgør de nævnte ILUC-faktorer og integrerer dem i både brændstofkvalitetsdirektivet og direktivet om vedvarende energi samt, at der vedtages bæredygtighedsregler for også såkaldt ”avancerede biobrændsler”.