Her til aften kunne Greenpeace afsløre og TVA rapportere, at en gruppe af fiskere fra Gilleleje fisker i et fredet område i Kattegat. Området er en sidste redningsplanke for Kattegattorsken, der næsten er fisket helt i bund. Den er en af Europas mest pressede bestande.

Fiskerne stod på havnen i Gilleleje uden andet forsvar end, at der er mange regler at følge og det kan godt være det smutter en gang imellem. Men vores dokumentation viser, at det ikke smutter en gang imellem. Det smutter regelmæssigt og ofte, og de har udmærket styr på, hvor grænserne går. Fiskerne saver den gren over, de selv og alle deres mere regelrette kolleger sidder på og de ødelægger livet i havet.

Nu har Greenpeace dokumenteret, at politikernes sidste, desperate forsøg på at redde torsken i Kattegat er fejlet på grund af begærlige fiskere. Dette område var kattegattorskens eneste konkrete håb og hvis vi fortsætter med at acceptere systematisk piratfiskeri i det lukkede område, er det håb slukket. Greenpeace kræver, at regeringen stopper det omfattende piratfiskeri, stopper overfiskeriet af torsken og opretter flere fuldt beskyttede områder på havet. Kun på den måde kan torsken, men også alle de andre fisk i Kattegat, reddes. Jeg håber, den proces kommer i gang nu, hvor Ida Auken, formand for Folketingets miljøudvalg for SF, kalder de to ansvarlige ministre i samråd.