20. august 2014

Der er godt og dårligt nyt fra vores hold af frivillige og olieeksperter i Komi. Efter en uge har de ryddet 50 ton olie op – men de har dokumenteret yderligere 125 olieudslip i den russiske region, hvor søer og vandløb er farvet sorte. Der er stærkt brug for, at olieselskaberne og Ruslands politiske ledelse tager ansvaret på sig. © Denis Sinyakov / Greenpeace

 

Det er to år siden, at jeg sidst var i Komi, en isoleret region langt oppe i det nordlige Rusland. Gennem mine 13 år hos Greenpeace har jeg besøgt mange steder i verden, hvor industriens og regeringers uansvarlighed har ødelagt engang smukke naturområder. Få steder, hvis nogen, har gjort så voldsomt indtryk på mig som i Komi.

Andre steder på vores skrøbelige planet og i Rusland er utvivlsomt mindst lige så pressede. Men det ændrer ikke ved, at jeg ved konfrontationen med den ligegyldighed, som Ruslands olieselskaber og politikere udviser over for det smukke område og lokalbefolkningen, føler decideret afsky, desperation og skyld.

Den rå natur er skæmmet af søer og vandløb af fed olie, som hverken de ansvarlige olieselskaber eller myndigheder gør noget for at forhindre eller rydde op.

I Rusland finder der omkring 10.000 olieudslip sted om året, bl.a. fordi udstyret og rørledningerne for længst har overskredet sidste holdbarhedsdato.

Jeg er vendt tilbage til Komi for sammen med omkring 40 Greenpeace-kolleger, frivillige samt olieeksperter for at dokumentere ødelæggelserne og vise, hvor svært det er at rydde op, når først udslippet er sket. De frivillige gør – under kyndig vejledning – deres bedste for at fjerne et enkelt udslip, men det er tungt, hårdt og trøstesløst arbejde, og resultaterne er desværre ikke fantastiske.

Ny dokumentation: 125 olieudslip
Ud over oprydningsarbejdet, er vi også i området for at dokumentere de oliespild, olieselskaberne ikke engang indrapporterer. Efter bare en uges arbejde har vi fundet 125 hidtil udokumenterede udslip.

Det høje antal udslip skaber et billede af, at de russiske olieselskaberne ikke interesserer sig for konsekvenserne i oliejagten på profit. Faktisk er Greenpeace og organisationen Save Pechora Comittee de eneste, der prøver at dokumenterer omfanget og stille selskaberne til ansvar.

Det er umuligt at få et præcist overblik, men det anslås, at der på 18 måneder løber lige så meget olie via de russiske floder til Det Arktiske Ocean, som der flød ud under Deepwater Horizon-ulykken i Den Mexicanske Golf i 2010. Olie trækker et bredt, sort spor, der ødelægger livskårene for fisk, dyr og mennesker.

Afmagt og nødvendig handlekraft
Inden afgang til Rusland forsøgte jeg at forberede mig på gensynet med problemerne i Komi. Men det er svært. Selv om jeg har været her før, kan man ikke rigtig mentalt forberede sig på igen at stå midt i det – stanken af olie er over det hele og river i næsen, uddøde træer stritter forkrøblet i luften, jordbunden er smurt ind i olien, og dyr er fanget ind og døde – alle disse indtryk rammer som en mavepuster. Og indtrykkene bryder langsomt den mur ned, som jeg forsøgte at bygge op hjemmefra for at beskytte mig selv.

Det er svært ikke at blive trist og miste modet i Komi. For en kort stund giver jeg mig selv lov til det, for det er trist. Men det er også vigtigt at komme over følelsen af afmagt og bruge den til noget konstruktivt. For vi må handle os ud af det. Vi må presse de ansvarlige til at tage ansvaret på sig, stoppe de skruppelløse olieboringer og få dem til at rydde og efter sig selv.

Mine russiske kolleger og de oprindelige befolkningsgrupper i området har kæmpet i mere end to årtier, og de fortsætter! Det giver inspiration og motivation til, at vi også kæmper for Ruslands miljø i Danmark og resten af verden.

Tid til hovedrengøring - i industrien og naturen
Når olieselskaberne opfører sig uansvarligt, har vi alle ansvar for at skabe det store og nødvendige pres fra hele verden, der presser dem og regeringen til at prioritere miljøet højere.
Selv om olieindustrien har fået så godt som frit løb under Putin de seneste år, er det lykkedes Greenpeace og Pechora Committee at skabe et fælles pres, der giver resultater.

Som under den nuværende indsats har vi tidligere dokumenteret flere hundrede olieudslip, der har ført til, at to russiske olieselskaber har fået bøder for ca. 110 mio. kr. (den ene bøde blev desværre senere trukket tilbage). Lokale protester er vokset i regionen, myndighederne har organiseret en lokal komité, der skal undersøge udslippene, og de har indvilliget i at mødes med bl.a. Greenpeace for at finde løsninger.

Dette løser naturligvis ikke katastrofen på den korte bane. Men det er vigtige resultater, der viser vej på den lange bane. Og det er, hvad vi kan hjælpe med i Komi med denne ”olieudslipspatrulje”, der er del af en større indsats, som Greenpeace gør i området.

I de to uger, den finder sted, vil vi vise, at det måske er en lang sej, kamp, at rydde op efter olieselskabernes hærgen, men at det kan lade sig gøre. Og når mine kollegaer sidst på ugen er færdige, fortsætter vi presset for, at selskaber og politikere tager ansvaret på sig og bidrager til den store hovedrengøring – i industrien og naturen.