Det, der er fedt ved at være frivillig i Greenpeace, er, at man kan få en idé og man kan udføre den. Det kan være alt fra en film, et kunststykke, en dag udklædt som isbjørn eller en koncert. Det eneste der er relevant er, at vi har et mål med at gøre det. Uanset arrangementets form eller udseende har de altid noget til fælles, og det er i sidste ende at få gjort opmærksom på de ubæredygtige ting der sker i vores verden, som vi har indflydelse på og som vi igennem samarbejde kan ændre.

En dag i november på Café Kul, i sludretiden efter et møde, snakkede jeg og en anden frivillig fra Aalborg-gruppen Martin Carlsson om en måde hvorpå vi kunne løfte stemningen om navnet Greenpeace. Det skulle gøres hjerteligt og lettilgængeligt for den almindelige aalborggenser, en anledning til at være med, eller skælde ud – det essentielle var synligheden.

Først kom vi på ideen: En festival! Kort efter indså vi at det nok var lidt over budget, og kom frem til en koncert-aften, med mindst tre bands. Efter en masse booking, hjælp, planlægning, networking og diskussion i gruppen, fandt vi frem til et sted kaldet Viva la Revolution, i Aalborgs hjerte. Jeg tog ind til stedet og snakkede med ejeren af spillestedet, og da blev datoen fastlagt til d. 24. februar. De sidste bookings faldt på plads og vi endte med en god sammensat danseaften hvor Juizz, Benny’s World of Blood og Klezmofobia kom på plakaten.

Plakaten blev designet af illustrator og frivillig Andreas Husballe. Efter mange måneders arbejde, oprandt dagen endelig. Vi pyntede Viva la Revolution med bannere, gøgl og Greenpeace film og stedet endte med at emme af aktivitet og grønne tanker. Lydprøven sluttede og endelig åbnedes dørene. Der kom folk, både dem med fordomme og dem med sympati. Hval-jokes og seriøse diskussioner genlød gennem hele aftenen, og de fabuløse bands spillede eminent.

 

To piger tog en heldragt på fra vores toxic-kampagne, bordet med stickers og merchandise blev rømmet af mange fingre, kampagnefilmene blev set og der blev langet øl over bordet til 25 kr. Til sidst emmede snakken ud, og stort set hele stedet dansede så taget gyngede under Klezmofobias spektakulære show – hvor basisten (eller balalajkaspilleren) endte med at stå på spærene oppe under taget og spille på sin enorme balalajka.)

Vi endte med at få seks nye frivillige, vi havde en fed og uforglemmelig aften, og mest af alt: Vi gjorde det! En lille gruppe tosser fra den nordjyske hovedstad fik sat sig en idé i hovedet, og det skete. Så ud over at være frivillig i Greenpeace, kan jeg nu også kalde mig koncertarrangør.