Der er styr på det hele! Sådan lød meldingen ikke overraskende fra Cairn, da Greenpeace 2. juli satte spørgsmålstegn ved graden af virksomhedens ansvarlighed, efter at vi med stor beklagelse havde fundet ud af, at Cairn, allerede fra første gang boret ramte havbunden udfor Diskoøen, så stort på et løfte til Selvstyret.

Et løfte, der handler om sikkerhed, og som gik ud på, at både boreskibet Stena Forth og boreriggen Stena Don skulle være til stede, når boringerne gik i gang.

Virkeligheden var, at Stena Forth stadig befandt sig i Halifax, Canada, godt en uges sejlads væk fra området, formentlig fordi reparationer i USA havde trukket ud.

Cairn forsvarede sig med, at de kun borede i det øverste lag – toplaget – hvor der ikke er olie. Til gengæld gik Cairn stille med, at der kan befinde sig gas i samme lag.

Det er muligt, at sikkerhedsrisikoen er minimal, når de borer i det øverste lag, men en ting er sikkert: Det er og bliver risikabelt at bore efter olie i et så sårbart område som Arktis. Billedet er ikke ukendt fra andre lande.

Myndighederne laver skrappe miljøgodkendelser, men efter lidt tid begynder dispensationerne at komme. Først den ene, så den anden og altid efterfulgt af sætningen, ”der er styr på det hele”.

Hvis Cairn, et selskab der ingen tidligere erfaring har med off-shore boringer, virkelig mener, at de uden problemer kan bore midt i ”isbjerg-motorvejen” med Grønlands hovedindtægt svømmende rundt under havoverfladen og en vifte af truede dyrearter som tætteste nabo, så kan Cairn vel også overskue at gøre en ekstra indsats for Grønlands og miljøets skyld.

Greenpeace er ikke ene om at være stærkt bekymret for konsekvenserne ved olieboringer på dybt vand. Eksempelvis sagde EU’s Energikommissær Oettinger så sent som 8. juli i en tale i Europa Parlamentet, at enhver ansvarlig regering under de nuværende omstændigheder ville fastfryse alle nye tilladelser til boringer under ekstreme forhold.

Vi forstår godt, at – den om end noget tvivlsomme - udsigt til rigtig meget olie, kan friste Cairn. Vi forstår sågar også godt, at det kan friste Selvstyret, for omsat til kroner og ører, kan det blive til en del.

Men uanset hvor lokkende lyden af knitrende pengesedler kan være, så må det alligevel være langt mere attraktivt som politiker og beboer i Grønland at kunne fortælle sine børnebørn, hvordan man deltog aktivt i at passe på deres Grønland frem for at skulle forklare, hvorfor man tillod, at verdens sidste dråber olie blev suget op af undergrunden, selvom klodens klima på ingen måde kan tåle, at mere olie brændes af, og selvom Grønlands hovedindtægt, fiskeriet, blev sat på højkant lige som de sårbare kystområder.

Hvis politikerne og befolkningen omkring den Mexicanske Golf kunne vælge om for Obama, der desværre tillod boringerne, hvilket sikkerhedsniveau ville de så mon vælge?

Ville de så tage til takke med, at BP sagde: ”Vi har styr på det hele”?

(også bragt i Sermitsiaq 15. juli 2010)