Jeg er i dag taget en tur til Aalborg, for i fællesskab med Greenpeaces lokale frivillig-gruppe, Studenterhuset og Chill i Parken at holde en klimavenlig Global Work Party. Det er den 10. oktober 2010 – 10.10.10 – dagen hvor mennesker verden over gør et indspark for at stabilisere de hastigt fremskridende klimaforandringer. Men det er ikke kun du og jeg, der skal gøre noget.

I Aalborg startede vi dagen ud med en klimavenlig brunch. Anne Læsø har bikset en vegetarisk og lækker brunch sammen, som de fremmødte nyder til DJ-teamet Chill i Parken i efterårssolen foran Budolfi Kirke. En god inspiration til, hvordan man i hverdagen kan minimere sin egen klimabelastning.

Men der skal mere til. Vi skal af med fossile brændsler, og have omstillet vores energisystem til vedvarende energi. Det skal politikerne sørge for, og det har de skulle længe, men klima- og miljøpolitik har haft trænge kår det seneste årti. Derfor samlede de fremmødte sig i Aalborg med en klar besked til Lars Løkke Rasmussen: ”100% vedvarende energi”.

© Greenpeace / Mathies Brinkmann Jespersen

Efterfølgende er der film på programmet. De fremmødte sidder i skrivende stund, og ser filmen The Age of Stupid. Filmen viser fremtidens syn på vores tid, hvis vi ikke stopper klimaforandringerne i tide. ’Business as usual’ vil føre til katastrofale klimaforandringer inden for en overskuelig fremtid, og vi ved det udmærket godt, så hvorfor gør vi ikke noget for at ændre det? Det spørgsmål forsøger hovedpersonen i filmen at forstå. Er du, Lars Løkke Rasmussen, en statsleder i den tidsalder, som fremtiden vil kalde ’The Age of Stupid’, eller har du tænkt dig at gøre noget ved det?

En frivillig fra Greenpeace fortæller en forbipasserende på Storetov i Aarhus, hvordan det at plante et træ optager CO2 fra atmosfæren. © Greenpeace / Uggi Kaldan

I Aarhus og København har de frivillige fra Greenpeace også været på gaden. I begge byer har forbipasserende, på henholdsvis Storetorv og Kongens Nytorv, haft muligheden for at bede regeringen om at udfase brugen af fossile brændsler, og begynde overgangen til vedvarende energi. Samtidig har de haft muligheden for at plante et træ. Træer optager CO2 fra atmosfæren, og dermed en vigtig brik i klimapuslespillet. Desværre fældes der for mange træer. Omkring 20 procent af udledningen af drivhusgasser på globalt plan stammer fra fældning af verdens skove.

Du kan se mere om, hvad der er sket jorden rundt på www.350.org.

Du kan se flere billeder fra alle tre byer på vores flickr side.