Repræsentanter fra verdens lande er i denne uge samlet i FN New York for at forhandle om klodens fremtid, nærmere bestemt hvad der skal komme ud af verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Brasilien i juni (Rio+20).

Rio+20 topmødet kommer til at samle en stor del af verdens statsledere for at tage beslutninger om hvordan, der sikres en mere miljømæssig og social bæredygtig udvikling globalt. Ambitionerne for Rio-topmødet er på forhånd høje. Problemet er, at lige gyldig hvor høje de rige landes ambitioner er, så spænder deres egne, destruktive politikker ben for, at Rio når i mål.

Vi står over for en enorm udfordring. Behovet for mad, vand og energi skal indfries samtidig med, at vi holder os inden for planetens tålegrænser.  Tålegrænser, som vi i mange tilfælde allerede har overskredet.

Men vi er bestemt ikke på bar bund, hvad angår løsninger på de store udfordringer. Med hensyn til klimaet og fødevareproduktionen har en stærk videnskabelig indsats fra FN’s klimapanel IPCC og landbrugspanel IAASTD beskrevet problemerne og fremsat løsningerne. Deres konklusioner er klare. Hverken vores energiforbrug eller det industrielle landbrug kan fortsætte som hidtil.

Nu er det ikke længere kun grønne NGO´er, der taler om 100 % vedvarende energi, eller som mener, at den eneste måde at brødføde verden på er med lav-input agro-økologiske landbrugsmetoder. Det er disse løsninger, som FN´s forskerpaneler anbefaler.

Køreplanerne er der altså. Men de bliver ikke fulgt.

Udfordringen i den fattige del af verden med sult, fattigdom og manglende adgang til energi fremstår langt mere overkommelig. En nylig udkommet rapport fra Oxfam vurderer, at opgaven med at bringe mad til de sultende 13 % af jordens befolkning kun kræver 1 % af den globale fødevareproduktion. At skaffe elektricitet til de 1,4 mia. mennesker på jorden, som i dag ikke har adgang til det, vil kun forøge det globale CO2 udslip med 1 %.

Det store problem er altså os i den rige verden.  11 % af verdens befolkning er ansvarlige for 50 % af det - i øvrigt stigende - globale CO2-udslip. Første skridt må være at identificere de politikker, der bidrager til vores overforbrug af planetens ressourcer.

Når skovene ryddes i Sydamerika for at plante soja til at fodre vores svin med, så skyldes det EU's forfejlede landbrugspolitik. Når de indonesiske regnskove hugges ned for at producere palmeolie, så skyldes det EU's forfejlede biobrændstofpolitik. Og når havene udfor Afrikas kyster tømmes for fisk, så skyldes det en forfejlet europæisk fiskeripolitik.

Politikerne fra vores rige lande bør inden Rio-topmødet lægge sig helt fast på, hvordan de vestlige, destruktive politikker hurtigt bliver fjernet. For her findes de virkelige drivkræfter bag den globale miljødestruktion og fødevaresikkerhedsproblemer.