24. juli 2012

Isbjørn med to unger set fra Greenpeaceskibet Arctic Sunrise.

Efter at jeg i mit sidste indlæg berettede om, hvilke fantastiske historier jeg ville fortælle, når jeg kommer hjem, kan jeg forestille mig, at min troværdighed ikke er den største. Jeg vil alligevel nu løbe risikoen for at blive kaldt en løgner og fortælle jer, at jeg for 20 minutter siden har set min fjerde og femte isbjørn!

Bjørn nummer et var lidt af et antiklimaks. Vi sidder en masse folk i messen og snakker, og pludselig dukker et hoved frem i døråbningen der råber ”Polarbear, polarbear”. Hovedet er væk igen, før nogen når at reagere. Men sekundet efter er alle i fuld spring efter jakker og kameraer. Ti sekunder efter står alle på dækket med sammenknebne øjne og prøver at få øje på den gullige plet, der 1,5 km. væk langsomt bevæger sig i en halvcirkel omkring skibet. To kikkerter går på omgang, og det er en helt fantastisk oplevelse at se sin første isbjørn i naturen. Dog må jeg sige, at jeg føler mig lidt uforløst, da bjørnen ti minutter efter forsvinder i horisonten.

To dage efter er vi ankret op ved Monaco-gletcheren. Før vi ved af det, står der to bjørne inde på land. En mor og hendes unge er ved at æde, hvad vi tror, er en sæl. Mågerne kredser omkring de to bjørne og venter på at kunne få fat i resterne af dette festmåltid. Denne gang er de tættere på. Nok 500 m. fra skibet, så vi kan se dem med det blotte øje. Men jeg er alligevel glad for, at der er nok kikkerter på broen.

Nåmmen, for 40 minutter siden fortæller skibets intercom, at der er to isbjørne kun omkring 100 m. væk. Jeg træder ud på dækket i det sekund, moderen med sin nuttede og legesyge unge kravler op på den isflage, som vi er fortøjet på. Disse bjørne er ikke mere end 40 m. fra os, og nysgerrige som de er, kommer de endnu tættere på. Isflagen vi ligger ved, der måske nærmere er et lille isbjerg, er næsten på højde med skibet. Det betyder, at de rent faktisk vil kunne springe op på dækket. Så da bjørnene er omkring 15 m. væk, får vi ordre på at gå indenfor. Bjørnene er imidlertid ligeglade, for de har fundet ud af, at vores polarforskere har haft så travlt med at komme i sikkerhed, at de ikke har nået at få deres mere end 350.000 kroner dyre laserscannere ombord. Det er nu ikke prisen, bjørnene er interesseret i. Det handler nok mere om det roterende spejl, der sidder på toppen af de gule stativer. Det bliver bestemt ikke at ofre det dyre isenkram til fordel for de måske bedste feriefotos i mands minde, så der fyres der tre kraftige kanonslag af, der skræmmer bjørnene, så de lunter videre ud over isen.

Jeg har nu fået den forløsning, som jeg følte mig snydt for ved første møde. Tænk at være så heldig, at se en mor med sin unge i deres naturlige omgivelser – så tæt på endda. Jeg er i en ubeskrivelig tilstand, da jeg på den ene side er ekstatisk og høj på endorfiner, men på den anden side er jeg bedrøvet, når jeg tænker på, at disse prægtige og smukke dyr, måske er uddøde inden mine egne børn bliver voksne. Jeg er atter blevet mindet om nødvendigheden af vores arbejde for at frede Arktis, og selvom min rolle som assistentkok er beskeden, er jeg stolt af at spille den.

Jeg håber, at du vil hjælpe os med at frede Arktis, som Antarktis er blevet det, ved at gå ind på www.SaveTheArctic.org og skrive under.

Tusind tak for din støtte.