I disse dage vedtager de grønlandske politikere med stor sandsynlighed, at Råstofdirektoratet skal opdeles i to. Råstofdirektoratet er den myndighed i Grønland, der i dag er ansvarlig for alt administrativt arbejde i forbindelse med alle projekter, som har at gøre med olie- og mineraludvinding.

Det lille direktorat har i omegnen af 30 mennesker ansat og har hidtil både skulle håndtere forhandlinger, kontrol og fastsættelse af vilkår for selskaberne. Alt fra økonomi over logistik til miljø har ligget på skuldrene af denne gruppe embedsmænd.

Grønland befinder sig i en brydningstid. En række industrielle projekter skal i den nærmeste fremtid enten godkendes eller skrottes – og hver eneste af disse projekter repræsenterer i varierende grad store muligheder og store udfordringer for det grønlandske folk. Det kommer nok ikke bag på de fleste, at de multinationale selskaber ikke vil have adgang og ejerskab over den grønlandske jord og undergrund for det grønlandske folks skyld. De kommer ikke med et hensyn til, at det grønlandske folk har brug for udvikling og uddannelse, og de kommer ikke med en respekt over for den særlige grønlandske kultur og natur. De kommer, fordi de vil tjene penge.

Det er der i sig selv ikke noget galt med, men hvis Grønland ikke skal stå tomhændede tilbage, så kræver det, at man holder tungen lige i munden og ikke lægger sig fladt ned for selskabernes horder af højtuddannede jurister og forhandlere. At det derfor er Råstofdirektoratet, som hidtil har været ansvarlig for alle dele af det administrative arbejde ved mine- og olieudvinding, er overordentlig problematisk. Og problemet er egentlig af en ret simpel karakter: Hvis det er den samme embedsmand, som i flere år kæmper for at tiltrække et selskab til Grønland, som efter det lykkedes også skal stille krav til brug af grønlandsk arbejdskraft og til beskyttelse af miljøet, så er det nærliggende, at embedsmanden allerede er så involveret i processen, at personen ikke vil kunne sige nej til selskabet.

Og selv om det ikke fysisk er den samme embedsmand, så vil de alle sidde under den samme chef, der formentlig har investeret en stor personlig kapital i projektet, og hvor det ofte vil være et professionelt og personligt nederlag, hvis han må sige nej til et selskab. Derfor er det principielt den helt rigtige beslutning, at etablere en grønlandsk miljøstyrelse, der skal foretage arbejdet omkring miljøgodkendelser og -kontrol ved olie- og mineraludvinding.

Desværre er der malurt i bægeret. Miljøstyrelsen vil kun komme til at bestå af to ansatte. Disse to stakkels mennesker skal være Grønlands forsvar mod selskaber, der gang på gang har vist, at de er villige til at ignorere lovgivning, internationale konventioner og miljøet, hvis det kan øge deres profit. Naalakkersuisoq (minister) for Råstoffer, Ove Karl Berthelsen, har udtalt, at man vil udvide styrelsen, når opgaverne vokser. Jeg ved ikke, hvor Ove Karl Berthelsens opmærksomhed har været de sidste par år, men hvis han mener, at der på nuværende tidspunkt er styr på miljøforholdene ved selskabernes råstofprojekter i Grønland, så er det måske på tide, at han begynder at fokusere lidt mere på den del af sit arbejde.

På trods af at der endnu ikke er startet nogen udvinding af større skala, så er mængden af miljøsager allerede alt for lang. Udledningen af skadelige kemikalier, elendige beredskabsplaner og dumpning af boremudder er et par eksempler udelukkende taget fra olieefterforskningen. Hvis jernmalmudvindingen ved Isukasia og aluminiumssmelteren ved Maniitsoq ikke skal have uacceptable konsekvenser for miljøet og de folk, der bor i området, så skal kravene og kontrollen af selskaberne forbedres betragteligt.

Hvis Miljøstyrelsen skal have en kinamands chance i kampen for at holde de multinationale selskaber på dydens smalle sti, så kræver det, at Selvstyret bruger de penge, som det kræver. Det er på tide, at det grønlandske selvstyre viser, at man tager det grønlandske miljø alvorligt – og klart markerer, at selskaber der ikke respekterer det grønlandske folk og miljø, ingen plads har i det grønlandske samfund.