Jeg har nu passeret polarcirklen på vores tur op langs den grønlandske vestkyst. Lige nu er vi i den fantastisk smukke by Sisimiut. Stille og rolige frostklare dage og nætter kun afbrudt af slædehundenes hylen er en bræt overgang fra stormvejret i Qaqortoq og Nuuk. Kun toppen af byen og bjergene i baggrunden får kortvarig glæde af solens stråler. De tilfrosne fjorde er på denne tid af året udenfor solens rækkevidde. Selvom her er meget roligt og stille, så er det barske forhold.

Fjordudmunding tæt ved byen Sisimiut

 
I Nuuk var der anderledes storbystemning og mere jag trods byen ikke rummer mere end omkring 15.000 indbyggere. Og vi havde også travlt. Først besøgte jeg gymnasiet, hvor jeg holdte et oplæg for ca. 200 elever. Efterfølgende mødtes jeg med eleverne i mindre grupper, for nemmere at kunne få en debat i gang om olieboringer i Grønland og Arktis. Der var mange holdninger og synspunkter, som blev diskuteret. En ting der gik igen var en generel bekymring for, hvordan Grønland kunne få økonomisk udvikling på bæredygtig vis.

Debat på universitet i Nuuk

Jeg mødtes også med tre af Inatsisartuts udvalg. Medlemmerne var meget interesseret i at høre Greenpeaces kritik af de boringer, som oliefirmaet Cairn har udført i 2010 og 2011. Senere samme aften var jeg inviteret til debat på universitetet i Nuuk. Den grønlandske miljøorganisation Avataq var også til stede. Her blev der diskuteret miljøproblematikker omkring råstofudvinding med studerende og borgere. Der var imidlertid også mødt repræsentanter fra både Mærsk, Shell og Cairn op. Ingen af dem deltog dog i debatten, men sad tavse bagerst i salen.

I forlængelse af det kunne man spørge, hvorfor er vi egentlig på rundtur i Grønland? Cairn har ikke fundet olie, og de har annonceret, at de ikke vil bore i 2012. Rygterne om Cairns fremtid svirrer for tiden. Reuters har rapporteret, at Cairn ønsker at trække sig helt ud af Grønland næste år. Financial Times har derimod skrevet en historie om, at Cairn ville blive i Grønland, men finde en ”partner in crime” at dele udgifterne til de dyre og indtil videre frugtesløse olieboringer med.

En fisker renser sin fangst på havnen i Sisimiut. 88 pct. af Grønlands eksportindtægter kommer fra fiskeri, og et olieudslip ud for Vestgrønlands kyst, hvor hoveddelen af fiskeriet finder sted, vil have dramatiske konsekvenser for erhvervet.


Uanset om Cairn vil fortsætte i Grønland eller ej, så står andre selskaber klar i kulissen med dollartegn i øjnene. Råstofdirektoratet arbejder allerede nu på højtryk på at åbne endnu et område i Grønland for olieboringer. Området ligger nordøst for Grønland; et område der er kendetegnet ved at det er ufremkommeligt og isfyldt. I bogen over dårlige ideer skal man ikke mange sider ind, før man støder på ideen om at bore efter olie i Nordøstgrønland.

Generelt ved man ikke meget om dyre- og plantelivet i området. En af årsagerne til den sparsomme viden er ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi (tidligere DMU), de isbjerge der knækker af gletsjerne og føres sydpå langs kysten af den østgrønlandske strøm. Isbjerge, som ifølge DCE i nogle tilfælde er på størrelse med hele øer. Disse isbjerge udgør en trussel mod navigation og offshoreaktiviteter, og udgør derfor en logistisk udfordring for det videnskabelige arbejde. Samtidig er området isoleret og svært fremkommeligt. Den bitre ironi er, at disse udfordring ikke får olieselskaberne til at nære de samme betænkeligheder.

Og man behøver ikke vente på et olieudslip til følge, for at påvise de negative konsekvenser af olieboringer. I olieproduktion generelt er spildevand det største biprodukt. Spildevand, som uundgåeligt vil blive udledt i havet, indeholder blandt andet små mængder olie og tilsatte kemikalier. Og her er det interessant hvad DCE skriver om netop dette område og boringer, for nogle af disse kemikalier er akut giftige eller radioaktive, indeholder tungmetaller eller har hormonforstyrrende effekter. Udledningen af spildevandet ​​formodes at have akutte effekter på marint liv i umiddelbar nærhed af boreanlæggene – og flere af disse stoffer forsvinder ikke af sig selv, men optages i stedet i fødekæden.

Vores tur for denne omgang nærmer sig enden, men vores kamp for miljøet i Arktis gør ikke. Arktiske boringer er generelt for risikable og for skadelige for naturen heroppe – men boringer i Nordøstgrønland er alligevel kongen blandt dumme ideer.