Det nydannede Naalakkersuisut (landsstyre) i Grønland har siddet ved magten i under en måned og er godt på vej til at sætte uofficiel rekord i selvmodsigelser. Umiddelbart efter valget var der ingen ende på løfterne om bod og bedring. Nu skulle der rettes op på den mildt sagt kritisable sikkerhed ved olieboringer og landstyreformand Aleqa Hammond udtalte følgende i Berlingske den 10. april: ”Vi giver først licenser, når vi føler, at Grønland er klar, og alle instanser er klar til det”.

Samtidig annoncerede man et længe tiltrængt moratorium for uddeling af nye licenser. Grønland har i en meget kort årrække åbnet sluserne for en olieindustri, som skal holdes i ekstrem kort snor, hvis ikke det skal ende i en miljøkatastrofe. Det har vi set en række eksempler på, at det tidligere Naalakkersuisut og administrationen på ingen måde har været i stand til. Massiv udledning af kemikalier, tåkrummende beredskabsplaner samt den pludselige tilladelse af dybhavsboringer er blandt disse.

Planerne om at åbne store dele af havet ud for Østgrønland skulle under det nye politiske lederskab åbenbart sættes i bero, mens man ville øge kravene, når olieselskaber ville søge om tilladelse til at bore efter olie i eksisterende licenser. Østgrønland er måske det mest risikable område at bore efter olie i – nationalt som globalt – og det løb mig koldt ned af ryggen, når jeg tænkte på de risici, man var villige til at tage, og den skade som olieindustrien kan forårsage. Derfor drog jeg et lettelsens suk med leder Aleqa Hammond og naalakkersuisoq for råstoffer (råstofminister) Jens-Erik Kirkegaards udmeldinger.

Men det modige og korrekte skift holdt åbenbart ikke længe. I et svar på Naaja Nathanielsens paragraf §37-spørgsmål (spørgsmål nr. 26), svarer Jens-Erik Kirkegaard, at udmeldingerne – åbenbart – kun gælder fremafrettet, mens den udbudsrunde, der er i gang for 19 licensområder i Østgrønland, blot vil fortsætte som hidtil. Samtidig lyder det, at sikkerheden for boringer er tilstrækkeligt reguleret i den nuværende lovgivning – på trods af de massive problemer vi allerede har set.

Sidste sommer blev Shell – et af verdens største olieselskaber – nødt til at stoppe sine olieboringer ud for Alaska, da man slet ikke var klar til at operere under så svære forhold. Blandt andet rev selskabets boreplatform sig løs og gik på grund, og det var rent held, at det skete uden alvorlige konsekvenser for mennesker og miljø.

Der er allerede givet over 20 licenser i Vestgrønland, hvilket er utrolig mange for et land uden reel erfaring med olieboringer og som skal regulere olieselskaber uden reel erfaring med at bore i Arktis. Man løber altså allerede som virkeligheden er i dag en stor risiko. Derfor er det svært, at se argumenterne for Aleqa Hammond og Jens-Erik Kirkegaards kovending. Er det fordi, de alligevel ikke reelt har viljen til at kæmpe for det grønlandske miljø – eller har man ladet sig kue af en administration, der har investeret store, personlige ressourcer i det grønlandske ”olieeventyr”?

Naalakkersuisut bør lægge slingrekursen på hylden og sætte sig langt mere ambitiøse mål på vegne af naturen og befolkningen. De er blevet valgt til magten, og det er deres ansvar, at udvise ansvarlighed og omtanke over for det unikke miljø, som stadig er en central del af livsgrundlaget i det grønlandske samfund.

Bragt i uddrag som debatindlæg på nyhedssitet Sermitsiaq.AG den 4. maj, 2013.