Siden klimatopmødet startede, har der svirret rygter om, hvad der kommer til at ske, når vi kom tættere på statsledernes ankomst. For et par dage siden blev det bekræftet. Bella Centeret ville indføre begrænset adgang for NGO’er som Greenpeace. I går trådte de første begrænsninger i kraft. Vi har kun et par badges, som vi alle skal deles om og i løbet af ugen vil vores adgang blive endnu mere begrænset.

Sikkerheden i forbindelse med det store fremmøde har været brugt som undskyldning for begrænsningen. Og jeg skal da heller ikke benægte, at det er lidt frustrerende at få holdet delt mellem Bella Centeret og kontorer i byen. Men den virkelige bekymring er, hvad det vil være muligt for verdens ledere at beslutte (eller rettere ikke beslutte) ved afslutningen af forhandlingerne på fredag.

Begrænsning af adgang for store dele af det civile samfund svarer nogenlunde til at lukke døren til en tilrøget herreklub. Den gennemsigtige forhandlingsproces, som vi tidligere har krævet, ser ud til at blive druknet i hemmelighedskræmmeri. Med et håndtryk og en mulighed for at få taget et foto vil statslederne kunne lave en aftale, der er meget langt fra den fair, ambitiøse og bindende aftale, vi har brug for.

Det vil være endnu værre, hvis de kom ud af deres private rum med masser af spin og store ord om, hvor fantastisk deres aftale er. For hvis man læser, hvad der står med småt, vil der være små stumper hist og her, men i det store hele bringer det intet nyt – kun business as usual. Hvis dette bliver tilfældet, har de brug for at vide, at vi ikke vil acceptere deres greenwashing.

Verdens ledere kommer til København, fordi vi pressede på for at få dem hertil. Den store demonstration i lørdags og Global Day of Action-begivenheder over hele verden viser den verdensomspændende støtte til en ordentlig aftale – og vi er nødt til at presse dem netop til at levere denne aftale. Det behøver vi ikke være inde i Bella Centeret for at gøre.