Der raser en ”makrelkrig” mellem især EU og Færøerne, og det har sat Danmark i en penibel situation, der både skal vægte Rigsfællesskabet interesser og sit medlemskab af EU, som Færøerne ikke er en del af. Senest er Ministerrådet blevet enige om, at der skal sanktioner på banen. Det betyder reelt, at Danmark kan komme i en situation, hvor vi sanktionerer egne statsborgere. En historie, der, hvis uenigheden fortsætter, ender med mange tabere – makrellen, økosystemet og arbejdspladser.

I 2008 eksisterede der en international aftale mellem de lande, der har interesser i makrelfiskeriet i Nordatlanten, bl.a. EU, Norge, Færøerne og Island. Heri var Færøerne tildelt omkring 30.000 tons makrel. De senere år har makrellen imidlertid skiftet vandringsmønstre, og om sommeren findes makrellen nu i væsentlig større omfang end før i farvandene omkring Island og Færøerne. Årsagerne hertil er usikre, men forskere har peget på, at varmere havvand kan være årsag til, at makrellen nu søger mod nord.

Færøerne mener, at fordi makrellen nu findes i højere grad i deres farvande, så har de også ret til en større andel af den samlede kvote. Færøerne hæver deres kvote fra 5 pct. til 15 pct. og det er noget mere, end hvad EU og Norge synes er rimeligt. Den internationale aftale falder til jorden i 2009 og overfiskeriet begynder. I 2012 fører overfiskeriet til, at makrelfiskeriet mister sin bæredygtighedscertificering.

Jan Maria er én ud af 34 pelagiske trawlere tilhørende PFA organisationen i EU, der fisker efter fisk nær overfladen såsom sild og makrel. Foto af Cris Toala Olivares

 

I år satte både EU, Færøerne og Island deres kvote en smule ned, men samlet set fortsætter det massive overfiskeri, og fiskeriet efter makrel forbliver ubæredygtigt. Oven i hatten sætter Færøerne også sin egen kvote efter sild, der udgør 17 pct. af den samlede kvote for Nordatlanten, og således står vi nu med en lignende sag i sildefiskeriet.

Ikke for sent

Makrellen i Nordatlanten har det stadig relativt godt. Bestanden er blevet mindre, men den er stadig stor nok til at reproducere sig selv. Findes der imidlertid ikke en løsning indenfor kort tid, går makrellen en dyster fremtid i møde. I yderste konsekvens kan bestanden kollapse, hvilket ville være en økologisk katastrofe. Det ville imidlertid også få konsekvenser for alle de berørte parter. Makrelfiskeriet er især lukrativt for Færøerne, men Danmark importerer mange af disse makreller på frost til vores forarbejdningsindustri. Samlet set er der tale om skyhøje beløb og mange arbejdspladser.

Både politikere og industri repræsentanter har udtrykt bekymring for bæredygtigheden af den nuværende situation. Trods prisværdige bekymringer af den slags, så er det vigtigt her at nævne, at EU bestemt ikke er en engel, når det kommer til bæredygtigt fiskeri.

I Middelhavet er 88 pct. af de vurderede fiskebestande overfisket, og herhjemme i Kattegat er torsken en truet bestand. Evnen til at fange fisk, også kaldet kapaciten, i den europæiske flåde overskrider grænsen til, hvad der på nogen måde kan betragtes som bæredygtighed. Det er blot nogle få eksempler. Når EU udtrykker bekymring for bæredygtigheden og varsler barske sanktioner, så er det ikke en iver, man finder med samme intensitet internt i unionen.

Det store kollaps

Det kan være svært at vurdere, hvor slemt det vil gå i Nordatlanten med makrel- og sildefiskeriet, men et kort tilbageblik i historien kan måske give en idé om, hvordan det ser ud, når det for alvor går galt. Historikeren Gallum Roberts fortæller i sin The Unnatural History of the Sea en skæbnesvanger beretning om torsken i Nordatlanten.

Tilbage i 1960’erne begav sovjetiske, polske, østtyske, britiske, portugisiske, hollandske og spanske trawlere sig til Nordamerika, hvor de trawlede efter torsk helt ind til tre sømil udfor den amerikanske og canadiske kyst. Store moderskibe med frysekapacitet kunne opbevare torsk, mens trawlerne fortsatte deres jagt.

I 1974 dominerede udenlandske langdistance fartøjer fiskeriet på disse kanter. Over 1.000 øst- og vesteuropæiske fartøjer tog mere end to millioner tons fisk det år. Tre gange så meget som Canadierne og 10 gange så meget som New England.

Det blev for meget for amerikanerne og canadierne, der i 1977 erklærede en eksklusiv økonomisk zone helt ud til 200 sømil fra kysten, og dermed bandlyste den udenlandske flåde. Torsken fik imidlertid ikke ro, da både USA og Canada efterfølgende udvidet deres flåde betragteligt med statsstøtte. I 1975 beskæftigede fiskeriet på den candiske østkyst 14.000 mennesker, og i 1980 steg tallet til 33.000.

Aktivister fra Greenpeace ud for Canadas kyst i Nordatlanten tilbage i 1990. I baggrunden fisker en østtysk trawler efter torsk. Foto af Robert Visser

 

Advarsler om kollaps i torskebestanden fulgte kort efter. I 1985 forudså amerikanske forskere et nært forestående kollaps og opfordrede New England Fisheries Management Council til at skære i fiskeriet. Rådet, der primært bestod af repræsentanter fra fiskeriindustrien, afviste, men et sagsanlæg tvang til sidst en nedskæring igennem. I midten af 1990’erne blev et 17.000 km2 stort område omkring George Bank beskyttet mod fiskeri efter bundlevende arter.

Den anden juli 1992 annoncerede den canadiske fiskeriminister et to-årigt moratorium mod fiskeri efter torsk. Bestanden var kollapset. Året efter blev det forlænget uden slutdato. Forbuddet mod torskefiskeri i Canada gjorde op mod 40.000 mennesker arbejdsløse.

George Rose fra Memorial University i Newfoundland, Canada, har forsøgt at rekonstruere torskebestanden som den så ud i 1505, da europæerne første gang smed deres kroge i vandet. Naturligvis forbundet med usikkerhed estimerede Rose, at der dengang svømmede omkring syv millioner tons torsk rundt ud for Canadas østkyst. Da moratoriummet trådte i kraft i 1992, var der blot 22.000 tons tilbage. Bestanden er ikke kommet sig den dag i dag.

Drop de kortsigtede løsninger

Det er enormt vigtigt, at parterne kommer tilbage til forhandlingsbordet og får gjort en ende på overfiskeriet i Nordatlanten, mens bestanden stadig har det relativt godt. En situation hvor de involverede parter sætter deres egne interesser over international forvaltning er udtryk for en kortsigtet tankegang, som vi alle kan komme til at mærke konsekvenser af i fremtiden.