Det har længe været alment kendt, at den aftale som VK-regeringen i 2003 med støtte fra DF og R indgik om Nordsøolien var helt ude i skoven, men i dag sætter Politiken det yderligere på spidsen. Der er foretaget beregninger, der viser at Danmark siden 2003 er gået glip af i omegnen af 75 milliarder kroner i indtægter.

Det er sket fordi den daværende regering lavede en aftale, der tog udgangspunkt i en oliepris på 20 dollar tønden. Det latterligt lave tal viste sig med de stigende oliepriser hurtigt ikke at holde, men alligevel nægtede den forrige regering at ændre på vilkårene. Det tyder nu på, at Martin Lidegaard tør indrømme, at hans parti de Radikale tog fejl, da de i 2003 stemte for aftalen.

Det er selvfølgelig glædeligt, at den nye regering angiveligt tør adressere problemet med den uforholdsmæssigt store profit til olieselskaberne, der udnytter vores undergrund med ekstreme risici for vores miljø og bidrager i ekstrem grad til den globale opvarmning. Derfor er absolut kun rimeligt, at olieselskaberne – hvis de skal have adgang til undergrunden – skal betale dyrt for det.

Der er dog en underliggende problemstilling, som er langt vigtigere, og som desværre er skræmmende fraværende i debatten omkring Nordsøolien.

Den nye regering har lagt godt fra start med en væsentlig mere ambitiøs klimapolitik, men når det kommer til olien, så går de rundt om den varme grød. Der har længe været en grundholdning om, at så længe olieprisen fortsatte med at stige, så ville vedvarende energi bliver mere rentabelt og derfor ville der ske et automatisk skift væk fra fossile brændsler.

Desværre har det i stedet vist sig, at uden den politiske vilje, så oplever vi ikke det skift. Tværtimod betyder den høje oliepris, at olieselskaberne vil tage væsentligt større risici på miljøet og klodens vegne for at presse den sidste olie ud af jorden. Det inkluderer ekstreme dybhavsboringer og uforsvarlige boringer i Arktis. Men det inkluderer også olien i vores egen baghave.

Godt nok har Mærsk i dag meldt ud, at man ikke vil bruge CO2 til at presse den sidste olie ud af felterne i Nordsøen, men det var ikke på grund af klimahensyn – det var kun fordi man ikke havde adgang til CO2en.

Den danske regering bliver snart, hvis den vil tage klimaproblemet alvorligt, nødt til at tage hul på en diskussion om de danske olieressourcer. Globalt set er der simpelthen ikke klimamæssigt råd til, at vi afbrænder de fossile brændsler, som vi allerede har fundet. Derfor har vi brug for lande, der går forrest. Og som et rigt land, der angiveligt har klimaambitionerne i orden, burde Danmark være et land der går forrest.

Vi har brug for en konstruktiv og ambitiøs diskussion om, hvordan og hvad af vores undergrund vi bruger – ellers fortsætter vi som hidtil ud af den vej, der leder direkte til de ukontrollable klimaforandringer, som vi skal undgå. Men et rigtig godt skridt på vejen er i det mindste, at lade olieselskaberne betale i dyre domme for den forurenende olie, de hiver op af vores alles undergrund.