Der er absolut grund til at glæde sig over, at verdens mægtigste mand nu sætter handling bag skåltalerne, men Obama sætter for lave mål og undlader et grundlæggende opgør med fossile brændsler som tjæresand, skifergas og arktisk olie. Hvis det amerikanske nybrud skal føre til historieskrivning, var gårsdagens tale derfor kun begyndelsen.

Det var med sved på panden og patos i stemmen, at den amerikanske præsident i aftes holdt den tale, vi er mange, der har ventet for længe på. Ikke bare har USA stillet sig modvillig i de seneste års fastlåste, globale klimaforhandlinger. Man har saboteret potentielle aftaler og bærer en stor del af ansvaret for de fortsat lange udsigter til den bindende klimaaftale, som er bydende nødvendig med tanke på videnskaben, fremtiden og fornuften.

Men med den nye kurs, som Obama i aftes lagde frem, sender USA et historisk stærkt signal. Efter det frustrerende ufrugtbare COP15-møde i København og en altoverskyggende finansiel krise bringer præsidenten klimaforandringerne tilbage, hvor de hører til, øverst på den internationale dagsorden. Obama lægger op til de helt rette tiltag, når han vil begrænse udledningerne fra den dybt forurenende og problematisk kulindustri og samtidig understreger de enorme økonomiske potentialer i omstillingen til vedvarende energi. Og han gør det i nogenlunde konkret formulerede initiativer, der sagtens kan levere på de amerikanske løfter afgivet i København fire år tilbage.

Når der samtidig er grund til at tøjle begejstringen, handler det om lave ambitionsniveau på reduktionen og om alle de ting, som Obama ikke vil forandre. For det grundlæggende opgør med det fossile samfund udebliver, og USA vil umiddelbart fortsætte den massive satsning på, at alt, hvad amerikanerne kan finde af fossile brændsler, skal ud af jorden. Strategien er kendt som ’all of the above’, hvilket naturligvis betyder for meget af det meste. Tjæresand i Canada, hydraulisk ’fracking’ for olie og gas samt ikke mindst arktiske olieboringer. Godt nok vil en mindre del blive brændt af i USA, men derimod blot eksporteres til andre steder i verden og dermed efterlade et mere eller mindre uændret globalt aftryk, hvilket betyder fortsatte temperaturstigninger langt forbi de kritiske to grader.

På mange måder har det dog været det muliges kunst.  Obama har lavet en plan, han føler sig sikker på kan gennemføres med tilgængelige værktøjer, som ikke afhænger af det klimafjendske flertal i Kongressen. Anderledes effektfuld havde naturligvis været en skat på CO2 eller et kvotehandelssystem, som Kina nu har bestemt at indføre i flere kultunge regioner, og som EU for tiden slås med at lappe de mest simple huller i, samt en langt stærkere forpligtelse på vedvarende energi og reduktion af udslippet af CO2 i atmosfæren.

Det amerikanske nybrud viser dog, at viljen tilsyneladende er til stede. Obama har præsenteret et katalog med enormt potentiale og lagt så stor personlig kapital i tiltagene, at der med gårsdagens tale forhåbentligt kun var tale om en begyndelse. Den første lakmusprøve på ambitionerne kommer sidst på året i Polen, hvor USA skal leve op til ordene om også at vise lederskab i de altafgørende, internationale klimaforhandlinger. Opgøret med en linje, der har holdt verdenssamfundet tilbage, er længe ventet, og det er endnu for tidligt at afblæse frygten for, at man vil fortsætte sin manglende respekt for FN-forhandlingerne. Obama kan med sin nye kurs skrive historie, men det kræver, at den kun sætter retningen for en forpligtende, global klimaaftale. Vi har stadig til gode at se det meste.