Normalt beskæftiger Greenpeace sig ganske snævert med miljøet, men i dag bevæger vi os ind på nyt territorium. I dag præsenterer konsulentfirmaet Rambøll nemlig en rapport, som de har udarbejdet for os.

Rapporten analyserer, hvordan man potentielt kan løse de økonomiske problemer, som Grønland står over for på grund af fastfrysningen af bloktilskuddet og en stadigt større generation af ældre borgere.

Det er en rapport, vi har fået lavet, fordi jeg meget ofte bliver spurgt om, Greenpeace bare ønsker, at Grønland skal være et naturmuseum, hvor samfundet ikke må udvikle sig. Hvilket langtfra er tilfældet. Rapporten lægger sig samtidig i fin forlængelse af ”Til Gavn For Grønland”, der meget tydeligt har vist, at mineraler og olie ikke alene kan sikre bæredygtig udvikling i Grønland.

Rambøll har undersøgt, hvordan det grønlandske samfund de kommende ti år kan skabe en erhvervsudvikling, som sikrer den offentlige velfærd. Skridt for skridt analyserer Rambøll de sektorer, der i dag generer indtægter til Grønland, og formålet er altså at identificere, hvordan Grønland kan tjene flere penge på en måde, som samtidig skaber udvikling og arbejdspladser i de forskellige dele af landet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at inden vi bad Rambøll om at lave rapporten, var vi mildt sagt nervøse for, at den ville vise, at den eneste vej for Grønland var at bore efter olie uden omtanke for miljøet, fiskene og fiskeriet. Men det er ikke det rapporten når frem til – tværtimod. Olien kan undværes. (fortsætter under billedet)

14. marts 2014

Her i Sydgrønland behøver der heller i fremtiden blive boret efter olie for at lukke gabet i den grønlandske samfundsøkonomi. Foto: Ivars Silis.

Særligt inden for fiskeri og turisme har Rambøll afdækket en række muligheder for at skabe flere indtægter. Den årlige omsætning kan i Grønlands fem vigtigste nuværende erhvervssektorer i 2025 være over 50 % større, end Rambølls udregninger af, hvad allerede besluttede initiativer kan ventes at skæppe i kassen med.  Det vil give landskassen en øget indtjening, der så rigeligt kan dække det hul i økonomien på ca. 630 millioner kroner, som der ifølge Skatte- og Velfærdskommissionen vil være i den grønlandske økonomi i 2025, og som ifølge gængse fremskrivninger vil vokse sig større i årene efter.

Nu er det ikke lige til blot at gennemføre samtlige Rambølls foreslåede tiltag, oveni de i forvejen iværksatte politiske initiativer inden for de forskellige erhvervssektorer. Og der er absolut anbefalinger i rapporten, som Greenpeace støtter mere op om end andre. Men konklusionen er ekstremt opløftende og demonstrerer, at der virkelig er et stort potentiale, når det gælder om at finansiere velfærden i hele Grønland med en bred og på samme tid målrettet erhvervsindsats. Det kræver hårdt arbejde fra politikere og embedsmænd, og et tæt samarbejde inden for Selvstyret samt med industrier, organisationer, uddannelsesinstitutioner og befolkning. Men det er muligt.

Det nytter ikke noget, når Naalakkersuisut stiller luftkasteller op og uden at blinke nærmest påstår, at mine- og olieselskaber nok skal komme og ”redde” Grønland, og at man bare kan læne sig tilbage og vente. Minedrift på et fornuftigt grundlag har en rolle at spille i den grønlandske økonomi, men hvis man blindt kun satser på råstofferne, så mister man muligheden for optimalt at udnytte de mange fornybare ressourcer, som allerede er i landet.

Jeg håber, at vores rapport vil inspirere og bidrage til den i den grad igangværende debat om, hvilken retning man ønsker Grønland skal bevæge sig og hvordan. Om man – sat på spidsen - vil risikere fiskeriet og miljøet ved fortsat at tillade risikable olieboringer eller om man vil sikre en udvikling, der ikke kun vil tage større vare på miljø og natur, men også skabe arbejdspladser og indtægter til hele det grønlandske samfund – ikke om 30 år, men her og nu.