Der er ingen tvivl om, at Nordpolens magnetiske kræfter i disse år virkelig slår igennem.

Internationale magter drages mod det stadig isfyldte område og regeringer fra den arktiske region beregner på højtryk, hvor mange af de mulige oliemilliader, der kan flyde ned i de enkelte statskasser. Samtidig oprustes der, så man i yderste konsekvens kan sætte hårdt mod hårdt, hvis striden om polen intensiveres.

Når udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i dag redegør i Folketinget for den nye regerings strategi for Arktis, så er det tydeligt, at Danmark også tiltrækkes af polens magnetiske kraft.
Det overordnede tema er nemlig, at ”Danmark skal have en større bid af kagen”.

Og kagen – det er dels den klæge masse af olie, regeringen formoder ligger dybt under den arktiske havbund, dels er det de øgede indtægter, der kan komme i statskassen i kraft af nye sejlruter, som den smeltede Nordpol åbner op for.

Danmark har en særstatus i kraft af Rigsfællesskabet. Og den status har både den daværende og den nuværende regering tænkt sig at udnytte. Men hånden på hjertet, så havde jeg forventet, at den nye udenrigsminister ville udnytte den position mere visionært, mere gennemtænkt og mere ambitiøst end den tidligere regering. Det synes desværre bare ikke at være tilfældet.

Villy Søvndal arbejder videre ud fra den arktiske strategi, som VK-regeringen for få måneder siden fremlagde. En strategi, der aldrig er blevet stemt om i Folketinget og som principielt ikke er gældende under en ny regering.
Og netop derfor er det oplagt (og gratis) at give den ”et grundigt eftersyn”, som man også vil gøre det med Nordsøaftalen.

For der er nok at efterse. Grønland, med den danske regerings støtte, er i fuld gang med at bore efter olie. Det på trods af, at Villy Søvndal i sin redegørelse selv påpeger, at der mangler et internationalt beredskab til bekæmpelse af olieudslip i Arktis – og det er på trods af, at Grønlandskommandoen, der hører under det danske forsvar, er ansvarlig for oprydning efter et olieudslip, hvis olieselskabet ikke kan eller vil håndtere det.
Grønlandskommandoens beredskabsplan er kun forberedt til at klare latterligt små udslip, og det kan ikke være tilfredsstillende for ministeren.

Det kan heller ikke være tilfredsstillende for ministeren, at man borer på livet løs i Grønland – og nu vil åbne op for nye dele af landet – imens Danmark og Grønland stadig arbejder på at identificere de områder, som har særligt brug for beskyttelse.

Det burde være logisk, at man først identificerer de områder, der har brug for beskyttelse og så derefter tager stilling til, hvor man vil tillade boringer.

At olien skal blive i jorden kan lyde temmelig kontraproduktivt, når det, der er på alles læber er frygten for at oliepriserne stiger og at der bliver knaphed på det sorte guld i fremtiden. Og endelig håbet om, at alle problemer kan løses blot vi får adgang til oliemilliarderne.

Men det er her de sorte pletter for alvor har sat sig på den nye regerings udsyn.

For det største problem er ikke, hvordan vi får fingre i olien. Det vigtigste og mest presserende er, hvordan vi sikrer, at olien bliver i undergrunden. Vi har ganske enkelt ikke råd til flere udslip, som det vi så i den Mexicanske Golf – og vi har heller ikke råd til at bruge mere olie og udlede mere CO2 i atmosfæren.

Ifølge det Det internationale Energiagentur, der for i denne uge offentliggjorde sin årsrapport i København, så er der kun få år til, at det er for sent at begrænse klodens temperaturstigning til to grader. Da snakker vi om temperatur-stigninger på mellem 3,5 og 6 grader.

Cheføkonom i IEA, dr. Fatih Birol, udtalte ifølge DR, at ”vores bekymring over økonomi har fjernet opmærksomheden fra energi-politik.” 

Og det er her Danmark skal gøre det bedre, Villy Søvndal.
Tænk langsigtet og visionært. Vær med til at sikre, at Nordpolen forbliver kold og fyldt med is. Vær med til at sikre, at olien bliver i jorden.