Over morgenkaffen tjekker klodens magtfulde mennesker udviklingen på verdens børser og foretager en opgørelse over dagens tab og gevinster.

Men der foretages dagligt en anden opgørelse, der har lang større betydning for menneskeheden og klodens fremtid. Det amerikanske National Snow and Ice Data Center (NSIDC) offentliggør løbende satellitbilleder af det arktiske ishav for derigennem at følge iskappens udvikling.

Og hvorfor er det så vigtigt for menneskeheden? Det er det, fordi klimaforandringernes effekt intet andet sted på kloden kan måles så hurtigt som på de to poler. Den simple graf, som NSIDC ud fra satellitbillederne udarbejder, viser hvor hurtigt den arktiske sommer-is forsvinder. Ud fra grafen kan der ikke herske nogen tvivl: Polerne smelter – og de smelter hurtigt. Den hidtidige rekord faldt, da der fra september 2006-2007 forsvandt svimlende 1,5 million kvadratkilometer is. Det svarer nogenlunde til 35 gange Danmarks størrelse – og det var kun på et år.  

På mine besøg i Grønland bliver jeg gang på gang slået af de fortællinger, jeg hører. Når man hører, hvordan isvintrene for bare et par generationer siden gjorde det muligt at gå til Canada, så er klimaforandringerne ikke længere et abstrakt begreb, men til at tage og føle på. Inden min generations børn bliver voksne, er det meget sandsynligt, at Ishavet i sommerhalvåret ikke længere vil være et ishav, men ”bare” et hav. Det virker fuldstændigt surrealistisk, men det er ikke desto mindre et realistisk – og skræmmende – scenarie.

Sidste uge udtalte professor Peter Wadham fra Cambridge University og en af verdens fremmeste eksperter i den arktiske havis, at vi i løbet af denne september vil måle den laveste mængde havis, der nogensinde er målt i Arktis.

Wadhams har sendt to forskere fra sit team med Greenpeace-skibet Arctic Sunrise til Ishavet for at måle og undersøge tykkelsen og volumen af havisen ti forskellige steder. Forskerne bruger blandt 3D laserscannere for at opnå endnu mere præcise målinger. På billederne her kan du bl.a. se isbjørne lege med forskernes udstyr.



Forskningen vil forhåbentlig hjælpe os med at fastslå, hvor hurtigt og hvor meget klimaforandringerne vil påvirke Arktis. Men konsekvenserne vil kunne mærkes langt uden for den nordlige polarcirkel.

Havisen er ikke kun afgørende for isbjørnene, men for os alle. Når solens stråler rammer havis, bliver firs procent af sollyset reflekteret ud i verdensrummer, og uden dens afkølende effekt, så vil den globale opvarmning tage til i fart.

Arktis er et helt unikt sted, og klimaforandringernes ødelæggelse af den smukke verdensdel burde få alle advarselslamper til at blinke. I stedet er de globale oliegiganter – i et tilfælde af skæbnens bitre ironi – gået ind i en grådig jagt på de sidste dråber af den selvsamme olie, der har fået isen til at smelte.

Det er præcis fyrre år siden, at Greenpeace så dagens lys, da en lille gruppe miljøforkæmpere i deres små fiskerbåde satte sig op imod det amerikanske militær og sejlede ud for at stoppe de atomprøvesprængninger, som symboliserede tidens mest konkrete trussel mod menneskeheden.

Min generations frontlinje er måske mindre håndgribelig, men ikke mindre vigtig. Politikere og virksomheder har – desværre – gang på gang vist, at de ikke er deres ansvar voksent. Mens klimaforandringerne raser derudaf, raserer olieselskaberne videre og politikerne nægter at se længere end morgendagens valgt. Men vi kan ikke længere sidde virkeligheden overhørig. Der er brug for en global bevægelse, der minder politikerne om, at de har et helt unikt ansvar til også at repræsentere vores klode og de generationer, der kommer efter os.

Derfor er Greenpeace blandt andet en del af det globale initiativ Moving Planet, hvor der den 24. september over hele kloden arrangeres happening, demonstrationer og meget andet. I København arrangerer Greenpeace en cykel-demonstration, og jeg håber du vil deltage.

Den 24. september kan ikke alene ændre verden – men det er en god begyndelse