Jeg kendte ikke selv den ’rigtige’ Paul, da jeg gik ombord på Esperanza tilbage i maj 2011. Paul hjalp til i kabyssen, hvilket han gjorde fortrinligt. Han gjorde toiletter rene på lige fod med alle andre, og en kost lå lige så godt i hans hænder som i mine. Og det var sådan set det, hvilket ikke betyder, at han ikke havde rigeligt at se til. Men på dette tidspunkt vidste vi ikke, hvad vi kunne stille op med den 55.000 tons tunge boreplatform, Leiv Eiriksson, når vi fandt den. Der var dog ingen tvivl om, at Cairn Energys uansvarlige fremfærd i Arktis skulle dokumenteres og udstilles!

Paul hedder Simonon til efternavn. Han har tidligere været bassist i The Clash og har spillet for Gorillaz og Havana 3 am. For tiden er Paul en del af bandet The Good, The Bad and the Queen, og i fredags gav Paul og resten af bandet koncert i London i anledning Greenpeace 40 års jubilæum og den nye Rainbow Warrior III på skibets dæk. Men det var som sagt ikke første gang, at Paul havde været ombord på et Greenpeace-skib. Den første gang var det imidlertid i rollen som aktivist.

Det var først efter omkring tre uger ombord, at jeg fandt ud af, hvad Paul egentlig lavede hjemme på landjorden, når han ikke lavede aktioner for Greenpeace og gav den som hippie omkring polarcirklen. Jeg arbejdede på kontoret ombord på skibet sammen med min kollega Iris Cheng. Hun sagde til mig, at hun bestemt mente, at hun havde set Paul før. Nysgerrige som vi var, måtte vi til tasterne, og endte med at finde svar på Youtube.

Måske et af de mest berømte artworks gennem tiden, er The Clash albummet London Calling fra 1978. I ægte rock n’ roll stil er Paul Simonon fotograferet i færd med at hamre sin bas i scenegulvet
Måske et af de mest berømte artworks gennem tiden, er The Clash albummet London
Calling fra 1978. I ægte rock n’ roll stil er Paul Simonon fotograferet i færd med at hamre
sin bas i scenegulvet

På dette tidspunkt hang to aktivister fra undersiden af Cairns boreplatform i en overlevelseskapsel. Herfra bad de om at se olieselskabets beredskabsplan, der er en plan for, hvordan selskabet vil forsøge at rydde op, når katastrofen indtræffer. Den ville de ikke vise til offentligheden, og efter fire dage fjernedepillede grønlandsk politi vores overlevelseskapsel ned og arresterede de to bekymrede aktivister.

At fremvise beredskabsplanen for offentligheden, blev ikke mindre vigtig for os eller miljøet af den grund, så få dage efter forsøgte vi igen at få planen udleveret fra Cairn. I hurtige gummibåde sejlede vi mod boreplatformen, og 18 aktivister klatrede ombord – herunder Paul. Denne gang gik der ikke fire dage inden der blev reageret. Efter nogle timer var samtlige 18 aktivister på vej til politistationen i Nuuk i Cairns helikopter.


Ganske få minutter inden vi hopper i gummibådene og sejler mod Cairns boreplatform.
Det var sidste gang, jeg så Paul (nummer to fra højre), inden han gav lidt af sin frihed
i håbet om en bedre fremtid

Personligt er jeg glad for, at Paul valgte at gå ombord som én, der bare havde fået nok. Én, der bare mente, at alt ikke bør sættes over styr af hensyn til profit. I dag er Paul for mig én, der mener, at galskaben må have en grænse. Og jo, så er han jo nok også én, der ville vinde over mig i Guitar Hero.

Da vi afsluttede sommerens protester vest for Grønland satte vi kurs mod St. Johns på Newfoundland. Det var uden Paul og mange andre aktivister, der var blevet fængslet for deres fredelige protester mod Cairn. Til ære for vores venner, som vi måtte efterlade i Grønland, gik vi på karaokebar og sang I Fought the Law som Paul og The Clash genfortolkede i 1979. Med lov skal land bygges, men i sommeren anno 2011 var loven desværre en tand for meget på olieselskabernes side, og som det kendte nummer går, så vandt loven.

Næsten to uger måtte Paul og mange andre tilbringe bag tremmer i planetens tjeneste. Efter alt at dømme får vi brug for flere af den slags mennesker – rockstjerner eller ej – i årene der kommer.

Se interview med Paul Simonon og lidt klip fra koncerten i fredags ombord på Rainbow Warrior III