Rosing-rapporten blev i dag debatteret på Københavns Universitet, efter i forrige weekend at være præsenteret på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.

I kølvandet på personsager og interne politiske magtkampe fremlagde Minik Rosings hold af kloge hoveder i weekenden deres rapport, hvis vigtighed bør overskygge de i det større perspektiv mere ubetydelige sager.

 ’Til Gavn for Grønland’ kan nemlig være med til at skabe fundamentet for en i øjeblikket stort set fraværende, men ekstrem vigtig debat om, hvilken vej Grønland skal udvikle sig og hvilken rolle råstoffer skal spille i den proces.

Rapporten bør give anledning til, at Selvstyret i langt højere grad træffer langt mere klare valg og begynder at styre udviklingen af råstoffer, i stedet for at lade udviklingen styre af råstofferne.

Fem forskellige scenarier bliver lagt frem, og en lang række anbefalinger bliver givet. Nogen er jeg og Greenpeace mere enige i end andre, men sikkert er det, at rapporten udgør et fremragende første spadestik til en altafgørende debat og en samfundsdiskussion, som er nødvendig.

At satse på miner i bestemte områder og beskyttelse af særligt sårbare områder mod kompensation fra verdenssamfundet lyder eksempelvis som en spændende idé, mens olieefterforskning for lånte danske penge, som senere skal betales tilbage i grønlandsk olie, virker som en parentes i den større debat om olieefterforskning i Grønland.

Andre perspektiver åbner sig, når rapporten taler om, at man kun kan tillade sig at bruge 50 millioner af en milliard kroner tjent på råstoffer. Man har nemlig fjernet en værdi fra fremtidige generationer. Tjener man en milliard på bæredygtigt fiskeri, kan man ifølge rapporten derimod bruge hver en krone med god samvittighed.

Der er mange, mange interessante forslag i rapporten, og jeg vil kraftigt anbefale, at man selv sætter sig og bruger en times tid på at læse den, eller som minimum læser Minik Rosings udmærkede kronik i den seneste Sermitsiaq (nr. 4). Her er virkelig stof til eftertanke.

Desværre er virkeligheden i dagens Grønland, at den vigtige debat om landets udvikling risikerer at blive undermineret af de ansvarlige politikere og administrationen.

Den igangværende proces omkring en mine ved Kringlerne illustrerer på nedslående vis en række afgørende problemer. Det er en mine, som i princippet burde være relativ ligetil. Den har en god økonomisk sammenhængskraft, og miljøproblemerne burde være til at håndtere.

Alligevel er administrationens behandling af ansøgningen fra Tanbreez endt i en mindre farce, der betyder, at organisationer med begrænsede ressourcer først har været nødt til at gøre en stor del af Selvstyrets arbejde, og efterfølgende har det vist sig, at de har spildt tiden godt og grundigt.

Projektet er nemlig nu yderligere forsinket og skal sandsynligvis i en ny høring, efter Råstofstyrelsen på besynderlig vis ikke har været opmærksom på, at man ønskede forarbejdningen af de sjældne jordartsmetaller fra minen skulle ske i Grønland.

Problemerne begyndte dog allerede ved de miljøstandarder, som der i høringsmaterialet blev lagt op til. En ting er, at Råstofstyrelsen absolut ikke har sat særligt høje miljøstandarder og blandt andet lægger op til at tillade udledning af blyholdige restprodukter til miljøet – det kan være en (kortsigtet) politisk prioritering.

Men at der flere steder i høringsmaterialet er deciderede selvmodsigelser og (bevidste?) fejl, bør ikke ske så sent i processen som en høringsperiode trods alt er. Organisationer bør ikke bruges som faktatjekkere!

Jeg kan ikke forestille mig andet end, at det endnu engang er et klart eksempel på en kraftigt underbemandet Råstofstyrelse – og en i endnu højere grad underbemandet Miljøstyrelsen for Råstofområdet under Departementet for Miljø og Natur.

Det mangelfulde høringsmateriale resulterede også i, at administrationen i første omgang forlængede høringsperioden med fire uger. Forlængelsen skete efter protester fra den grønlandske NGO-koalition, men blev først annonceret efter den oprindelige høringsfrist. NGO-koalitionen nægtede forståeligt nok at anerkende den korte forlængelse henover julen til at læse mange hundrede siders nyt materiale.

Sidenhen viste det sig at være en fornuftig boykot. Nu har Jens-Erik Kirkegaard som nævnt nemlig besluttet sig for at sende høringen tilbage til start hos Tanbreez. Det er absolut en vigtig og god pointe, at forarbejdningen af materialerne fra minen skal foregå i Grønland. Men det betyder desværre, at man over to omgange fuldstændig har spildt høringsparternes tid. Det kan maksimalt have taget ti minutter for Råstofstyrelsen, at finde ud af, at Tanbreez ville lægge forarbejdningen uden for Grønland.

Derfor må man spørge sig selv, hvorfor i alverden Råstofstyrelsen sender materiale i høring, hvor grundvilkårene for hele høringsmaterialet alligevel skulle ændres?

Enten er det udtryk for en generel manglende kompetence, eller også er det et udtryk for et bevidst forsøg på at undergrave organisationernes indsats for at bidrage til den demokratiske proces og sikre bare nogenlunde fornuftige aftaler og rammevilkår for råstofudvinding i Grønland.

Begge dele er lige skræmmende, og hele processen omkring Tanbreez viser, at den debat, som ’Til Gavn for Grønland’ lægger op til, har meget svære vilkår med den nuværende administration og for mange politikeres åbenbare opfattelse af offentligheden, som en byrde i stedet for som en samarbejdspartner.

Bragt som debatindlæg i den grønlandske avis Sermitsiaq 31/1.

4. februar 2014