Med udsigt til skatteregning på nogle millioner dollars trodsede Shell-ledelsen dystre vejrudsigter, der garanterede boreriggen Kulluk en serie af ’los i røven’, og besluttede sig for at slæbe boreriggen ud af Alaska og ud på en 1.780 sømil lang tur. Få dage efter begyndte det at gå galt, og den 31. december 2013 gik Kulluk på grund ved øen Sitkalidak i Alaskagolfen.

Her, mere end et år efter ulykken, har den amerikanske kystvagt udgivet deres 152 siders lange efterforskningsrapport, og kystvagten er mildest talt ikke imponeret over Shell. Rapporten finder bl.a. at Shell ikke havde en tilstrækkelig plan for slæbeoperationer i Alaska i vinterperioden, at en række alarmer og faresignaler blev ignoreret, samt at Shell fastholdte den oprindelige plan, trods dårligere vejr var på vej.

Shells borerig Kulluk grundstødt øen Sitkalidak i Alaskagolfen.

 

Med rapporten fra den amerikanske kystvagt har offentligheden fået det indtil videre mest indgående kendskab til de beslutninger, der gik forud for den serie af ulykker, der resulterede i grundstødningen. At en ekstra skatteregning trumfede hensyn til sikkerheden i dette tilfælde er slemt nok i sig selv. Hvad der imidlertid er endnu værre er, at rapporten afslører et systematisk sikkerhedssvigt hos Shell-ledelsen, der uundgåeligt vil føre til andre ulykker i fremtiden.

Efter Kulluk afsluttede sit arbejde i Beauforthavet nord for Alaska i sommeren 2012 blev boreriggen slæbt til Dutch Harbor i Alaska, hvor den ankom den 22. november. Boresæsonen 2012 i Arktis havde for Shell været en fiasko, eftersom olieselskabet ikke var i stand til at fremvise den nødvendige sikkerhed, som myndighederne kræver. Shell planlagde derfor, at Kulluk og boreskibet Noble Discoverer skulle vende tilbage til Beauforthavet og Tjukterhavet i sommeren 2013.

Vinteren skulle benyttes til omfattende reparationer, der bl.a. af økonomiske årsager bedre ville kunne betale sig i Seattle længere sydpå. Skibsværftet Vigor blev hyret til opgaven, men værftet var først i stand til at modtage Kulluk i februar 2013. Da Shell den 7. december traf beslutningen om at slæbe Kulluk til Seattle, var selskabet derfor ikke i tidsnød i forhold til reparationerne.

En anden deadline krøb dog langsomt nærmere. I Alaska er ejendomme tilknyttet olie- og gasindustrien omfattet af skatteregler, og Shell vurderede, at dette også var tilfældet for Kulluk. Befandt Kulluk sig i Alaska 1. januar 2013 kunne olieselskabet således forvente en skatteregning på nogle millioner dollars.

Shell besluttede derfor, at Kulluk skulle påbegynde slæbningen den 21. december. På selve dagen blev den endelige tilladelse givet på trods af, at vejrudsigten var forværret. Kaptajnen ombord på slæbebåden sendte en utvetydig mail til den ansvarlige for slæbeoperationen den følgende dag: ”To be blunt I believe that this length of tow, at this time of year, in this location, with our current routing guarantees an ass kicking.”

Operationen fortsatte ufortrødent de næste par dage. Da vejret forsatte med at forværre besluttede Shell at tage en mere sydlig rute for at undgå det værste af det lavtrykssystem, der nærmede sig. Beslutning kom imidlertid for sent, og da Kulluk befandt sig i over seks meter store bølger og vindstyrke på mellem 20 til 25 sekundmeter gik det galt.

I øjeblikket slikker Shell sårene efter den lange række af uheld i Alaska, selskabets finansielle nedjustering og en afgørelse fra en amerikansk domstol. Om Shell vil vende tilbage til Arktis er stadig uvist, men med rapporten fra kystvagten er det endnu engang slået fast, at selskabet ikke hører hjemme i det høje nord.