Politikerne må tage kritikken af forhandlingerne om en frihandelsaftale med USA mere alvorligt. At beskylde aftalens kritikerne for at finde hår i suppen, er ikke seriøst.

Debatten om en frihandelsaftale mellem EU og USA er nu for alvor ved at komme i gang, ikke mindst på dagbladets Informations initiativ.

Og de meget forskellige positioner i debatten afspejles i artikler såvel som i debatspalterne. Særligt et indlæg af Morten Løkkegaard (V) og Ellen Trane Nørby (V) (den 29. januar) udtrykker kort og præcist en meget gængs tilgang blandt politikere og i erhvervslivet: En aftale vil give stor vækst og mange arbejdspladser, og de bekymringer, der er givet udtryk for, stammer fra en trist trang til at finde "hår i suppen".

Den tone må være inspireret af EU-Kommissionens anbefaling til medlemslandene i et dokument fra november: Ignorér kritikken og slå på fordelene, lyder det heri. Det lover ikke godt. For de tre hovedkritikpunkter, der lyder fra mange sider, er ikke i småtingsafdelingen.

Alvorlige trusler
For det første vil både EU og USA have vidtgående regler om ' investeringsbeskyttelse'. De vil gøre det muligt for private virksomheder at sagsøge nationalstater, hvis en politisk beslutning har negativ indvirkning på deres indtjeningsmuligheder (kaldet ISDS). Det kan få omfattende konsekvenser.

Eksemplerne fra lignende aftaler andre steder i verden er mange. Som da Philip Morris' sagsøgte Australien for regler, der pålægger tobaksproducenter at holde cigaretpakker i et enkelt design uden kameler eller cowboys (plain packaging, red.), eller Vattenfalls sag mod Tysklands planer om udfasning af atomkraft.

Eller de mange sager ført af amerikanske virksomheder mod Canada på grund af dets miljøpolitik.

Erstatningssager giver især store private virksomheder et politisk våben. ISDS er en trussel mod bl. a. miljø, sundhed, sociale rettigheder og forbrugerbeskyttelse.

For det andet kan aftalen true vores mulighed for at opretholde vores standarder på områder som miljø, fødevarer og kemikalier, hvis beskyttelsesniveauet er højere i EU-standarderne end i de amerikanske.

Det er et erklæret mål for USA at åbne det europæiske marked yderligere for import af amerikanske produkter inden for fødevarer, kemikalier og genmodi-ficerede organismer (GMO). Det vil de gøre ved at bringe varestandarder og produktgodkendelse på denne side af Atlanten mere i overensstemmelse med de amerikanske regler. EU-Kommissionen er nu begyndt at tale om, at produkter godkendt i USA også skal have adgang til EU's marked.

For det tredje kan erhvervslivets lobbyister få en lang række værk tøjer til at præge lovgivningen og endda stoppe nye initiativer, før de fremlægges. Både EU og USA's forhandlere ser gerne, at aftalen fører til etablering af en institutionel struktur, nemlig et reguleringsråd (Regulatory Cooperation Council), der skal sikre, at fremtidige regler ikke generer den indbyrdes handel. Det kan føre til, at regeringer, Folketinget og endda EU-institutionerne får håndjern på.

Hemmelighedskræmmeri
I øjeblikket forsøger især EUKommissionen at mane kritikken i jorden og hævder bl. a., at EU aldrig vil gå med til f. eks. at forringe fødevarestandarder eller til at tillade sagsanlæg, der kan indskrænke det demokratiske råderum.

Måske.

Men det er ikke det, man kan læse af de dokumenter om EU's forhandlingsposition, der sommetider bliver lækket, herunder EU-Kommissionens forhandlingsmandat.
Forhandlingerne har fra første færd været omgærdet af hemmelighedskræmmeri, og mens erhvervslivet har let adgang til såkaldt følsomme oplysninger, har den bredere offentlighed i øjeblikket kun mulighed for at få indblik i, hvad der foregår, når dokumenter lækkes.

På den baggrund er det stærk tobak at se, hvordan nogle politikere fejer kritikken til side med henvisning til en rapport fra Kommissionen, der hævder, at en aftale vil skabe vækst og arbejdspladser.

Som mange andre tvivler vi stærkt på, at der er særlig meget hold i påstanden. Og under alle omstændigheder er det meget lidt, rapporten stiller i udsigt: cirka halvdelen af kirkeskatten i øget rådighedsbeløb for en husholdning på fire.

Risikoen kan ikke beskrives som »hår i suppen«. Snarere som suppe i håret eller dét, der er værre.

Vi er meget interesseret i at få en ordentlig debat med danske politikere. Men det kræver et ærligt forsøg på også at fremlægge risici ved aftalen, og ikke kun de formodede gevinster.

 

Indlægget er bragt i Information onsdag d. 5. marts og er skrevet sammen med: Mads Kjærgaard Lange, koordinator for organisationsudvikling hos NOAH, Christian Ege Jørgensen, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Ida Grubb, medlem af landsudvalget i ATTAC, Mads C. Barbesgaard, politisk formand for Afrika Kontakt, Jesper Saxgren, bestyrelsesmedlem i DIB, Kenneth Haar, researcher hos Corporate Europe Observatory og Christian Poll, miljøpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.