Jeg er lige nu nord for polarcirklen i Kiruna i det nordlige Sverige. Greenpeace har sammen med en russisk organisation, Save the Pechora-Komiteen, arrangeret en konference for oprindelige folk fra Arktis. Vi skal over de næste to dage diskutere, hvordan vi kan imødegå de særlige udfordringer, som Arktis, og de folk der lever her, står over for.

For første gang nogensinde i menneskehedens historie – og for første gang i 3-4 millioner år – er atmosfærens indhold af CO2 over 400 ppm (dele per million). CO2-indholdet i atmosfæren stiger på ti år lige så meget, som det gjorde på 1.000 år, sidst kloden nåede det kritiske punkt.  Det giver sig udtryk i, at isen i Arktis smelter med en hidtil uset hast. I takt med at isen smelter, kommer der et hidtil uset pres fra selskaber, der vil udnytte de arktiske naturressourcer. Og det er den virkelighed, vi står midt i lige nu.

Minedrift og olieboringer er ved at blive hverdag i det kolde nord, og ofte er tilladelserne givet af nationale regeringer, som sidder mange tusinde kilometer væk. For dem er det nemt at sætte hensynet til slunkne statskasser over hensynet til miljøet og til de folk, der er afhængige af naturen. Når jeg har rejst rundt i Arktis, så har de forskellige folkeslag hver især stået over for forskellige udfordringer – fra olieudslip i Rusland over klimaforandringer i Alaska til fratagelse af rettigheder i Canada – men på en måde har der været fælles problemstillinger for dem alle.

Foruden at jeg personligt – og som repræsentant for Greenpeace – er utroligt spændt på at høre de næste dages debatter og finde forskelligheder og ligheder, så er mit klare håb, at vi med konferencen i Kiruna begynder en proces, hvor vi kan stå sammen med de oprindelige folk i en fælles kamp for at beskytte deres rettigheder og for at beskytte Arktis.