Det føles som var det i går, at jeg gik i land fra Greenpeace skibet Esperanza i St. John, Newfoundland, efter to måneder til søs ud for Grønlands vestkyst i aktion mod Cairns olieboringer. Men det er godt og vel et år siden, og nu er jeg atter om bord på Esperanza. Vi har lige smidt fortøjningerne og sat kursen mod nord. Vi er i Alaska, og vi er på vej ud af fjorden fra byen Seward ved toppen af Stillehavet. Det internationale olieselskab Shell er også på vej nordpå. For at bore efter olie.

Nobelprismodtageren Paul J. Crutzen har gjort det populært at tale om, at vi nu lever i en ny geologisk tidsalder kaldet ’antropocæn’. Groft sagt betyder det, at mennesket nu er den mest potente kraft her på Jorden. Atmosfærens nye sammensætning med en større mængde drivhusgasser og tabet af biodiversitet kan vi takke os selv for. Regnskoven i Amazonas er måske dét eksempel, de fleste af os kender.

Endnu et ikonisk område står for skud. I takt med at klimaforandringerne tvinger havisen på retræte i Arktis, rykker oliefirmaer og industrielle fiskeritrawlere længere mod nord end nogensinde før. Havisen i Det Arktiske Ocean har været der i over 800.000 år. Over de seneste 30 år er iskappen nu 30 pct. mindre end gennemsnittet på toppen af verden. Resultatet vil blive det samme som i Amazonas; udledning af drivhusgasser og tab af biologisk mangfoldighed. Det er ikke kun isbjørne og hvalrosser, der sættes under pres. Hele økosystemer og de mennesker der er afhængige af dem vil få konsekvenserne helt ind på livet.

 

I løbet af de næste måneder har vi et tæt pakket program. Gennem Alaska Golfen til Beringshavet (opkaldt efter den danske polarforsker Vitus Jonassen Bering), gennem Beringsstrædet og videre til Tjukterhavet for til sidst at ende i Beauforthavet. Shell planlægger at bore i Tjukterhavet og Beauforthavet (der også kaldes Ishavet). Det kommer vi til at holde et nøje øje med. For der er ingen andre der gør det, og boringerne er hamrende farlige!

Inden man overhovedet ved, hvad der findes af dyreliv på disse kanter, lader man olie- og fiskerindustrien tage for sig af retterne. Det er hul i hovedet, og derfor har vi to ubåde ombord. I Tjukterhavet vil de, som de første videnskabsfolk nogensinde, dykke mod bunden for at få et første blik af det dyreliv, der findes i disse farvande.

Om en lille uge vil vi ankomme til Dutch Harbour, der er placeret på kanten mellem den nordlige del af Stillehavet og Beringshavet. Dutch Harbour er ikke bare en by på en lille ø. Det er Nordamerikas største fiskerihavn og samlingssted for Shell’s flåde. Det er industriens springbræt til Arktis. Arktis skal beskyttes fra industriens grådighed, og du kan være med på www.savethearctic.org.