Søndag på DR2 begyndte programserien ”Hughs kamp for fiskene” - en serie i tre dele, der sætter fokus på det enorme udsmid af fisk, der er en konsekvens af hvordan den europæiske fiskeripolitik er skruet sammen på i dag.

Udsmid af god spisefisk er og bliver en skandale. Og kokken Hugh Fearnly-Whittingstal har med sin kampagne sat fingeren på et af de helt åbenlyse problemer med fiskeriet i Europa – og i hele verden. Greenpeace støtter derfor også et forbud imod udsmid.
 

Men - for der er et men - til trods for, at imellem 500.000 og 800.000 tons fisk hvert år smides overbord i Nordsøen alene, er udsmid ikke engang på top 5 over de største problemer ved EU's håbløst ubæredygtige fiskeri – både biologisk og økonomisk.

Ifølge EU-kommissionens grønbog fra 2009 er EU's fiskeri ikke bæredygtigt, fordi der er alt for mange fartøjer i forhold til hvad der tilbage af fisk.

Overkapacitet er altså ifølge kommissionen den langt overvejende grund til at EU's fiskeri ikke er bæredygtigt – ja faktisk langt mere ubæredygtigt end gennemsnittet i verden, med flere overfiskede bestande og flere bestande hvor den videnskabelige rådgivning er: luk fiskeriet!

For mange fartøjer giver et øget pres på bestandene uagtet hvad kvoterne er, der er større problemer med illegalt fiskeri, og det er langt mindre sandsynligt at de enkelte fartøjer kan drives rentabelt.

Faktisk skriver kommissionen i sin grønbog, at alle tiltag til at forbedre og justere EU's fiskepolitik kun vil slå igennem og fungere til fulde, hvis overkapaciteten bliver bragt ned.

Men selvom en nedbringning af overkapaciteten er en forudsætning for alt andet, så fylder det meget lidt i debatten, hvordan overkapaciteten reduceres. Både i kommissionen, på ministerniveau og i medierne.

Og hvorfor nu det? For medierne er det vel åbenlyst - udsmid er langt nemmere at kommunikere, og der er bedre billeder i det end der er i ”for mange fartøjer”. For hvordan er det lige man formidler overkapacitet på en måde, der appellere til den brede befolkning?

Og på ministerniveau? Ja – det er jo kun gæt, men mit gæt er, at man simpelthen ved at det er en tabersag; at et hvilket som helst forslag til en reduktion af flåden, der rent faktisk virker, på forhånd er dødsdømt, fordi der er lande i EU der kæmper med næb og (hav)klør for at bibeholde sin store flåde – det er blandt andet lande som Spanien og Frankrig.

Den danske fødevareminister Henrik Høegh (V) har da også taget udsmidsproblematikken til sig og fører en meget succesfuld kampagne i EU, for at der skal kamera på fartøjerne, og at alt der fanges, skal trækkes fra på kvoten.

Man kapacitetsproblemet, det vil Danmark ikke være bannerfører på!

Det er virkelig ærgerligt, og faktisk også en kende uforståeligt. For hvis fiskeriet i Europa ikke er bæredygtigt, vil det i høj grad også påvirke danske fiskere, både fordi der ikke forvaltes bæredygtigt, men også fordi europæisk fiskeri generelt fortsat vil trækkes med et dårligt ry.

Jeg sad og læste MAD tillægget i Politiken i søndags. Her fortalte en fisker, at han ikke kunne leve af at fiske mere, og måtte supplere sit fiskeri ved at opdrætte fisk. Havet var simpelthen blevet fattigt på vilde fisk. Som han sagde: ”Før i tiden var der rigtig mange ål hernede, og så mange fladfisk, at de blev anset som en pestilens, fordi de hele tiden kom i åleruserne. Nu er der meget få tilbage. Så uden mit havbrug kan jeg ikke overleve som fisker

Jeg tænker, at det må være det samme rigtig mange fiskere oplever i hele EU. Og derfor er det utrolig frustrerende, at de ansvarlige politikere ikke tager fat om nældens rod, og tager de nødvendige kampe i ministerrådet og på embedsmandsniveau og får EU's flåde til at passe til de fisk der rent faktisk er til rådighed.