Onsdag morgen var vi i LEGOLAND. Med små LEGO-figurer gennemførte vi en kreativ re-installation i forlystelsesparken. De små, seje aktivister rykkede ud med skibet Arctic Sunrise og gummibåd i protest mod et olieudslip fra Shell i isfyldt, arktisk farvand. Og med et budskab til LEGO om droppe samarbejdet med Shell, er billederne af LEGO-figurerne gået verden rundt på sociale medier.

LEGO udtalte efterfølgende, at de var kede af at se Greenpeace bruge deres brand som et redskab i vores kampagne for at standse Shell's olieboringer i Arktis.

3. juli 2014

 

Vi er også kede af det.

Vi er kede af at se et så populært og elsket brand som LEGO bliver brugt af Shell som et redskab til at forbinde deres eget image med positive, familievenlige værdier – samtidig med at de går forrest i jagten på olie i Arktis og står bag massiv klimapåvirkning.

Greenpeace elsker LEGO. Deres legetøj inspirerer til leg og kreativitet for millioner af børn (og ikke så få voksne) verden over. De er også en af de mest progressive virksomheder, vi nogensinde har arbejdet med, og de gør en stor indsats for klima, miljø og den grønne omstilling.

Netop derfor er LEGO's partnerskab med Shell en rigtig dårlig idé.

Når LEGO blåstempler Shell – der går forrest i jagten på olie i Arktis – er det er nederlag for de grønne ambitioner, som LEGO står for. De to virksomheder kunne ikke være mere forskellige, når det gælder hensynet til kloden.

LEGO vil bremse klimaforandringerne. Det vil Shell ikke. De vil fortsætte vores afhængighed af fossile brændsler som olie, så længe de kan. Og det på trods af, at FN's Klimapanel for nyligt forudsagde, at det vil få den gennemsnitlige temperatur på jorden til at stige op til 4 grader, hvis ikke vi handler nu. Det vil true regnskoven, føre til oversvømmelser og tørke for millioner, og polerne vil fortsætte med at smelte.

LEGO vil fremme vedvarende energi. Det vil Shell ikke. De har solgt størstedelen af deres forretning med vedvarende energi. I stedet fortsætter de med at modarbejde kampen mod klimaforandringer, støtter klimaskeptikere, ønsker benægtelse af klimaproblemerne på skoleskemaet og underminerer udviklingen af vedvarende energi

LEGO vil bevare det unikke miljø i Arktis. Det vil Shell ikke. De vil udnytte havisens smelten til at bore efter flere fossile brændsler, som vi slet ikke har råd til at brænde af. At polerne smelter er en katastrofe for klimaet, ikke en forretningsmulighed for Shell.

LEGO har udtalt, at de forventer, at Shell følger loven alle steder, hvor de arbejder. Men der er rigeligt med eksempler på, at Shell ikke agerer hverken lovligt eller sikkert i Arktis. Selskabet er ansvarlig for boreplatforme, der går på grund, helt utilstrækkelig sikkerhed, skatteunddragelse i Alaska og ignorering af sikkerhedsadvarsler.

De to borefartøjer Noble Discoverer og Kulluk kunne ikke leve op til grænserne for forurening i US Clean Air Act, som er lavet for holde atmosfæren i områder som Arktis så ren som mulig. Og det skete ikke kun én gang. Myndighederne opdagede adskillige overskridelser af grænserne i den periode, skibene lå i det Arktiske Ocean, og gav Shell en bøde på 1 million dollars.

LEGO vil efterlade en bedre planet til vores børn. Det vil Greenpeace også. Og vi ønsker ikke, at fremtidige generationer skal lide under de skader på klimaet, som Shell skaber.

Shell gemmer sig bar LEGO's gode omdømme og håber at slippe af sted med risikable olieboringer i Arktis.

Ved at samarbejde med LEGO bliver Shell forbundet med positive, grønne og familievenlige værdier, som kan beskytte dem, når de borer i Arktis. Men intet kunne være fjernere fra sandheden, og Shell kunne ikke være fjernere fra LEGOs høje miljøstandarder.

Den eneste forklaring, som LEGO har givet på deres samarbejde med Shell er, at det skaffer "LEGO-klodser i hænderne på børn i hele verden." Men behøver verdens mest sælgende legetøjsvirksomhed tilsidesætte sine værdier for at øge salget? Ville LEGO indgå et samarbejde med en cigaretvirksomhed, hvis det skaffede flere klodser i børnenes hænder?

”Kun det bedste er godt nok,” siger LEGO's administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp. Vi ville ønske, at det var sandt. Men så længe LEGO hjælper Shell med at rense deres image, bliver det aldrig tilfældet.

LEGO må leve op til deres omdømme og beskytte Arktis ved at afbryde deres samarbejde med Shell. Derfor opfordrer vi mennesker over hele verden til at bede LEGO om at droppe Shell.

3. juli 2014