Nyhed - 21. november, 2011
11 millioner kroner i bøde, 3,7 millioner kroner i erstatning til Greenpeace og fire fængselsdomme. Sådan lyder regningen fra en fransk domstol til Europas største elektricitetsproducent, EDF.
Greenpeace måler radioaktiv stråling.
Regningen kom 10. november, da energiselskabet blev dømt i en yderst kontroversiel sag om spionage mod Greenpeace i Frankrig.
Spionagen fandt sted tilbage i 2006, hvor EDF hyrede et detektivbureau, som fik til opgave at få fingrene i oplysninger om Greenpeaces arbejde imod atomkraft, som ofte har ført til Greenpeace-kritik af EDF.
Det var efter sigende dog især oplysninger om, hvordan Greenpeace forholdt sig til et planlagt samarbejde mellem den britiske regering og EDF, som energiselskabet var særligt ivrig efter at få fat på. Detektivbureauet gik hårdt til sagen og endte med at hacke sig ind i og stjæle mere end 1400 dokumenter fra en computer, der tilhørte Greenpeaces daværende programchef i Frankrig, Yannick Jadot.
EDF benægter enhver skyld, og selskabets advokat Olivier Metzner har udtalt til Reuters, at energiselskabet agter at anke dommen. Det er dog endnu ikke sket.
Udover den dyre regning for spionagen resulterede dommen i, at Pascal Durieux, chef for atomsikkerhed i EDF, Pierre François, souschefen i samme afdeling, hackeren Alain Quiros samt chefen for detektivbureauet Kargus, Thierry Lohro nu skal ind og ruske tremmer.
Pierre François og Thierry Lohro har begge en fortid hos den franske efterretningstjenste. En sammenhæng, der vækker dårlige minder i Greenpeace-kredse, fordi netop efterretningstjenesten er blevet sat i forbindelse med bombningen af det legendariske Greenpeace-skib Rainbow Warrior i 1985 i Aukland havn. Omdrejningspunktet var også den gang atomkraft – nemlig de franske atomprøvesprængninger i Stillehavet – og bombningen kostede en Greenpeace-medarbejder livet.
Greenpeace har ikke sluppet taget i atomindustrien og er bl.a. yderst kritisk overfor de fire EDF- reaktorer, European Pressurised Reactors (EPR), der i øjeblikket er under opførelse i Finland, Frankrig og Kina. En fællesnævner for reaktorerne er, at de alle er plaget voldsomt af budgetoverskridelser og problemer med konstruktionen.