I dag er det fire år siden det gik alvorligt galt i Den Mexicanske Golf, da olieselskabet BP’s boreplatform Deepwater Horizon eksploderede, dræbte 11 arbejdere, og to dage senere sank. I 87 dage flød omkring 700 millioner liter olie ud i Golfen, før det lykkedes BP at sætte en prop i havbunden.
Olien flød vidt omkring og i de mange efterfølgende uger var medierne fulde af olieindsmurte fugle, fisk, havpattedyr, havskildpadder, og andet dyreliv. Fiskere i massevis blev frataget deres levebrød (BP tilbød dem en midlertidig oprydningstjans, hvis de undlod af sagsøge olieselskabet på et senere tidspunkt).
Dyrelivet i Golfen lider stadig efter olieudslippet. BP kæmper i de amerikanske retssale for at undgå yderligere kompensation til dem, der hævder at være blevet ramt af olieforureningen. En tidligere ansat er blevet dømt for at bortskaffet bevismateriale. De fulde konsekvenser kender vi ikke endnu, og om vi nogensinde vil, er ikke sikkert.
Olieindustrien udvider i dag, hvor de kan, og de senere år har en række selskaber bl.a. vendt blikket mod Arktis. Hvis et olieudslip som det i Den Mexicanske Golf skulle finde sted i Arktis, så ville katastrofen være af et helt andet omfang.
Hvad hvis det skete i Arktis
Olieselskaber som fx BP, Shell, Statoil, Gazprom og danske DONG har alle erhvervet sig offshore licenser i Arktis. Nogle af dem forsøger allerede at finde olie, men indtil videre er det kun Gazprom, det er lykkedes for. I går annoncerede den russiske præsident Vladimir Putin, at den første offshore, arktiske olie fra Gazprom nu er klar til at blive sent til Europa.
Der findes ingen Harry Potter tricks i Arktis. Er uheldet ude, så har man de samme redskaber som ved alle andre olieudslip. Flydespærre der samler olien, skimmere der kan suge olien op, afbrænding af olien og kemiske opløsningsmidler. Men klimatiske forhold og infrastruktur er afgørende faktorer, hvis en indsats mod olieforurening skal have bare en lille effekt. Det er især de to forhold, hvor der er enorm forskel på Golfen og Arktis.
Flydespærrerne havde problemer i Den Mexicanske Golf på grund af bølger – hvilket man i høj grad støder på i Arktis, hvis havet da ikke er frosset til, for så er der intet du kan gøre. Gazproms platform Prirazlomnaya er omringet af havis to tredjedele af året, hvor temperaturen kan falde til mere end -40 grader. Er havet frosset til, så er der ikke meget andet at gøre end at vente på smeltesæsonen. Hvor meget olie der er sluppet ud, og hvor det er ført hen, bliver en ubehagelig overraskelse.
Kan du ikke holde olien samlet, så kan du vinke farvel til skimmere og afbrænding. Det efterlader kemiske opløsningsmidler, der også bedst fungerer under rolige forhold. Olien forsvinder ikke på magisk vis med opløsningsmidler, men bliver bare opløst til mindre dele, hvor det bl.a. optages af marine organismer og således bliver optaget i fødekæden. Oven i hatten så er de kemiske opløsningsmidler i sig selv giftige.
I Golfen benyttede man opløsningsmidlet Corexit, og brugen er blevet kædet sammen med delfiner med kronisk lungeinflammation og leversygdomme, krabber og rejer der fødes uden øjne samt en kraftig stigning i genetiske skader hos fisk.
I Den Mexicanske Golf blev over 6.000 skibe sat ind i oprydningen. Den amerikanske kystvagt alene indsatte 3.000 mand. Samtidig er Golfen et af de olieområder i verden, hvor infrastrukturen med havne, veje og landingspladser er enormt udviklet.
I Arktis findes der ingen infrastruktur i den størrelsesorden. Nordsiden af Alaska, hvor Shell er til stede, findes der ikke engang en havn. Dem der har prøvet at rejse i Grønland ved, hvor ofte fly rammes af aflysninger pga. vejret – og her er luftvejen den eneste vej.
I Den Mexicanske Golf blev mindre end 10% af den spildte olie indsamlet. Visse steder skyller der stadig olie op på stranden her fire år efter. Det varme vand i Golfen har fået en del olie til at forsvinde – nedbrudt af bakterier og fordampet. I Arktis eller bare i koldt vand er historien en anden.
I februar passerede vi endnu en kedelig årsdag. For 25 år siden gik olietankeren Exxon Valdez på grund i Alaska og spildte 40.000 tons olie, der senere forurenede 2.000 km kystlinje. Graver du en hånds længde ned i sandet i de ramte kyststrækninger, finder du stadig olien. De amerikanske myndigheder vurderede tilbage i 2003, at der stadig var 80.000 liter olie tilbage, og at den var næsten lige så giftig som den var i 1989.
Myndighederne vurderede også, at olien forsvinder med en hastighed på 0-4% pr. år, men med mindre end 5% chance for, at hastigheden var så høj som 4%. Med denne hastighed vil det tage årtier og måske endda århundreder, før olien er helt forsvundet.
Det arktiske miljø er unikt og særdeles sårbart, og at bore efter olie i de isfyldte farvande er en risiko vi ikke bør tillade. Men det er ikke kun risikoen for store olieudslip, og at det vil være næsten umuligt at rydde op, der er den eneste grund. FN’s klimapanel slog for mindre end to uger siden fast, at af de allerede kendte olie-, kul- og gas- reserver, der skal to tredjedele forblive i jorden. Derfor nytter det jo heller ikke noget, hvis vi tillader olieselskaber at lede efter nye fossile brændsler. For Danmarks vedkommende gælder det både i Nordsøen og i Grønland.
I september 2013 kritiserede Rigsrevisionen i stærke vendinger Danmarks beredskab i Grønland, og konkluderede ganske klart, at Danmark ikke ville kunne stille meget op i tilfældet af et olieudslip. Alligevel har Rigsfællesskabet siden 2010 tilladt olieboringer i Grønland.
