Regeringen bør slutte sig til det ambitiøse klimahold i Europa, bl.a. ved at hæve målene for vedvarende energi bør hæves: “Både 27% og 30% er en dårlig deal for både klimaet og Europa, men så sandelig også for de mange danske virksomheder, der yder deres bidrag til omstillingen.”
Der er næppe nogen i det ganske danske klima- og energimiljø, der kan være i tvivl om, hvordan regeringens arbejde med bæredygtig omstilling i den hjemlige andedam bonner ud på tilfredshedskontoen hos de grønne organisationer.
Væk er den stabile finansiering af omstillingen, den såkaldte PSO-afgift. Elbilsmarkedet er kollapset og klimamålene droppet.
Regeringens retoriske figenblad har bl.a. været, at mens man på nationalt plan ikke længere er villig til at lede klimakampen, så vil man arbejde for højere kollektive ambitioner i eksempelvis EU. Det er således ikke på hjemmebanen, man primært vil hæve det grønne banner, men i forhandlingerne i Bruxelles.
Rollen som mulig game changer forpligter
Tiden er kommet for regeringen til at bevise, at man rent faktisk mener det. Og hvilket bedre tidspunkt end nu, hvor det første review af Paris-aftalen lige er blevet skudt i gang på globalt plan – med den ufravigelige præmis, at ambitionerne skal hæves hurtigst muligt, hvis vi fortsat skal have en chance for at undgå de mest katastrofale klimaforandringer. Heldigvis har EU linet op til en regulær ambitionskamp, hvor Danmark kan hjælpe med at sætte det afgørende smash ind.
Vi kan stadig spille rollen som game changer. Og det forpligter.
På den ene side har vi Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen, der argumenterer for, at EU’s mål for vedvarende energi i 2030 skal hæves markant fra de nuværende 27% til 35%. Det er stadig ikke nok, hvis EU skal leve op til Paris-aftalen, men det er dog et markant løft.
Regeringen sakker bagud på målene
På den anden side af nettet har vi desværre mange medlemsstater, der stadig holder krampagtigt fast i de 27%, der vil betyde, at udbygningen af vedvarende energi i perioden 2020 til 2030 blot vil være 1/5 (!) af den forventede udbygning mellem 2010 og 2020. Med andre ord vil man, i en situation, hvor klimaet skriger på mere handling, sænke tempoet i omstillingen markant.
Den danske regering har været på banen med argumenter for at hæve målet til 30%. Men ambitionsholdet, der vil endnu mere, vokser hele tiden. Bl.a. Sverige er nu gået aktivt i brechen for et mål på 35%. I den nuværende forhandlingssituation, hvor der skal findes fælles fodslag mellem både EU-Parlamentet, EU-Kommissionen og medlemsstaterne, er der slet ingen undskyldning for, at Danmark ikke står side om side med de mest ambitiøse. Både 27% og 30% er en dårlig deal for både klimaet og Europa, men så sandelig også for de mange danske virksomheder, der yder deres bidrag til omstillingen med en masse grønne jobs til følge – og dermed en dårlig deal for Danmark.
Hvis regeringen virkelig mener det, når de siger, at man vil føre an for et ambitiøst Europa, så er det nu, de skal vise det. Ellers må vi desværre konstatere, at den grønne politik på europæisk niveau til forveksling ligner den hjemlige; blottet for ambitioner.
