Greenpeace har dokumenteret, at der i mange år har været en stor overkapacitet til elproduktion i Danmark. Der var over 2000 MW unødvendig kapacitet allerede inden den økonomiske nedtur, som har ført til et mindsket el- og energiforbrug de sidste 2 år.

For at få startet udfasningen af de kulfyrede kraftværker, der leverer halvdelen af Danmark elproduktion – gennemførte Greenpeace i 2004 og 2008 to store aktioner på netop Stigsnæsværket og Enstedværket med opfordring til DONG om at skrotte de to kraftværksblokke på henholdsvis 260 MW og 633 MW. Dengang var de begge kulfyrede, men i 2009 var elproduktionen så lille på Stigsnæsværket, at man her valgte at bruge fuelolie i stedet for kul.

Nu har DONG så endelig besluttet at smide de to blokke i mølpose fra 1. januar 2013, og det er både et forståeligt og godt skridt i den rigtige retning. Man skal dog ikke glemme, at der ikke er tale om en egentlig skrotning. De er ”lagt i mølpose” og DONG kan derfor sætte dem i drift igen, hvis de skønner det rentabelt. Lukningen vil ikke nødvendigvis føre til, at kulforbruget til elproduktion vil falde – DONG kan og vil forøge elproduktionen på andre kulfyrede kraftværksblokke.

I det lys skal det derfor ses, at DONG fortsat planlægger at ombygge den i dag kulfri blok 2 på Avedøreværket til at fyre med kul. Endda med Miljøministerens endelige VVM-godkendelse i oktober, til trods af, at denne brændselsomlægning vil kunne føre til et markant forøget kulforbrug på Avedøreværket – og et tilsvarende markant forøget udslip af kviksølv og andre tungmetaller. Det burde miljøministeren have sagt nej til.

Hun har ansvaret for, at Danmark kan leve op til kravene om at tilvejebringe god økologisk tilstand i Natura 2000-områderne, hvoraf et af dem er ”Vestamager og havet syd for” beliggende klods op af Avedøreværket. I dette område har blåmuslinger en kviksølv-koncentration, der i dag er 2,5 til 10 højere end miljøkvalitetskravet for kviksølv i biota!

Denne nu tilladte ombygning af Avedøre 2 til kul viser, at klima- og energiminister Lykke Friis’s ærinde med til Jyllands-Posten – dagen efter miljøministerens tilladelse – at proklamere, at nu skal kullene ud af kraftværkerne i de store byer og erstattes af biomasse, var et pinligt forsøg på at skjule, at regeringen som sin første handling efter klimakommissionen offentliggjorde sin rapport nu har givet tilladelse til, at DONG kan øge kulforbruget på Avedøreværket med helt op til en faktor 2,8.