I dag lancerer vi en rangliste over udvalget af dåsetun i de største danske supermarkeder så som Superbrugsen, Netto, Irma og Føtex. Desværre stammer næsten alt på det danske marked  fra overfiskede tun-bestande.

Som om det ikke var slemt nok, så er der også massive problemer med den måden, det meste af dåse-tunen på hylderne er fanget på. Kort og godt fordi tunen er fanget med redskaber, der er forbundet med en høj grad af bifangst af eksempelvis hajer, rokker, havskildpadder, delfiner, havfugle og unge og ikke kønsmodne tun. Altså uønsket fangst af andre sårbare dyr.

Men der er mere i den historie. Desværre. For alt for ofte bliver fiskerne om bord på fangst-fartøjerne behandlet umenneskeligt. I nogle tilfælde er der ligefrem tale om slavelignende forhold.

Modsat Danmark, er der i England mere styr på tunen, og  der er flere eksempler på, at supermarkederne rent faktisk kan bidrage til at forbedre situation. Tesco og Waitrose, der er to af Englands største supermarkedskæder, har begge meddelt til det kendte tun-mærke John West, at de forventer garanti for bæredygtigheden af John West tun-dåsernes indhold inden udgangen af i år. Ellers vil Waitrose og Tesco ikke længere have de grønne dåser på hylderne. Vi havde også håbet på, at danske supermarkeds-kæder var opmærksomme på at lukke døren for dårlig tun. Desværre viser vores rangliste noget andet.

Som forbruger kan du bruge ranglisten på at blive klogere på, hvad der egentlig gemmer sig i tundåserne derude. Tag et kig på listen. Den er opdelt i tre kategorier, så du nemt  kan orientere dig om, hvordan de mest udbredte tun-dåse-mærker klarer sig. Både i forhold til fiskebestandens tilstand, hvilken fangstmetode der er brugt, hvor mange informationer, der er på dåsen, og hvad der er gjort for at stille krav til arbejdstagerrettigheder. Ranglisten er baseret på de oplysninger, der er angivet på dåserne i butikkerne. Det er dem, du har som forbruger, så det er dem, vi mener er de vigtigste.

Overfiskede bestand, bifangst af skildpadder og slavarbejde

Greenpeace har i en årrække arbejdet med at sætte fokus på problemerne med den globale tunindustri og gøre opmærksom på den sande pris for tun. Vi har dokumenteret  destruktive fangstmetoder på havet, hvor millioner af hajer og andre dyr, som havskildpadder, rokker og sværdfisk, bliver fanget  i de enorme net, der bruges til at fange tun. Vi har også afsløret tunindustriens forbrydelser mod helt basale menneskerettigheder.

Gentagende afsløringer af slavelignende arbejdsforhold og ulovligt fiskeri i tunindustrien har da også fået EU til at give en af verdens største tun-eksportører, Thailand, det gule kort. Også USA overvejer handelsrestriktioner mod Thailand. Det betyder, at hvis landet ikke forbedrer forholdene i sit fiskeri, vil det ikke længere få lov til at sælge fisk og skaldyr til EU-landene og USA.To af verdens største markeder for disse produkter.

Løsningerne findes

Det ser unægteligt alt sammen ret  dystert ud, men der findes løsninger. Tun kan fanges med bæredygtige metoder som stang og line af fiskere fra lokalsamfundene, i stedet for af kolossale fartøjer der kommer fra lande langt væk.

Det lyder måske lidt gammeldags, men det er faktisk utroligt effektivt og godt for alle involverede. Dyr som mennesker. Derfor er for eksempelvis den kæmpestore Engelske supermarkedskæden Tesco gået over til kun at bruge tun, der er fanget med stang og line i deres eget brand. Hvis de kan gøre det, så kan de danske supermarkedskæder også.

Not fiskeriet, som leverer fisk til de fleste tundåser i danske supermarkeder, kan også ret nemt forbedres, så bifangst af fisk, hajer og skildpadder minimeres. Her skal fartøjerne droppe FAD’en, et flydende shelter, som de fleste not-fartøjer bruger til at lokke tunen sammen med, men som desværre også lokker andre fisk, hajer og skildpadder til.

På nuværende tidspunkt er du som forbruger imidlertid ikke særlig godt hjulpet af danske supermarkeder som for eksempelvis Superbrugsen. Faktisk er der ingen tun-dåser på de danske hylder, der er helt igennem grønne og bæredygtige. Der er nogle, der kommer tæt på, men tæt på er ikke helt i mål. Forhåbentlig vil vores rangliste være med til at skubbe supermarkederne i den rigtige retning meget snart, så du som forbruger får bedre muligheder? Vi opfordrer Danske supermarkeder til at holde op  med at aftage tun fra overfiskede bestande som gulfinnet tun og tongol f.eks. Vi opfordrer dem desuden til at gå udenom al tun fanget med destruktive fangstmetoder eller under slavelignende forhold.

Men det er ikke kun danske supermarkeder, vi er i kontakt med. Greenpeace har i længere tid og på globalt plan været i forbindelse med både supermarkeder og producenter af tun-produkter. Blandt andet thailandske Thai Union, som er verdens største producent af dåsetun. Virksomheden har desværre været forbundet med slavelignende forhold for fiskerne og ikke-bæredygtigt tunfiskeri, men der er indikationer af, at Thai Union ønsker at gøre noget ved sagen. Kravet fra os til dem er, at de vælger udelukkende at opkøbe tun fra fiskerier, der bruger socialt og miljømæssige bæredygtige fangstmetoder, og de kan sikre, at ingen menneskers rettigheder bliver krænket undervejs til fordel for salg af tun til spotpriser.

Nu er det så også blevet tid til, at de danske supermarkeder rydder op i tun-sortimentet. Det er ikke en dag for tidligt, og det burde være i alles interesse.Vores løbende dialog med Danmarks største supermarkedskæder er god, men der skal naturligvis konkrete og synlige forbedringer på bordet. Forbedringer, som du som forbruger også kan forholde dig til, og som er synlige for dig, når du tager på indkøb.