Førstehjælp til danske ministre

Nyhed - 31. oktober, 2008
Netop nu er Greenpeace-frivillige rykket ud med en ny dosis af nødkuren "AntiCorp", og denne gang bliver den uddelt foran Miljøministeriet. Der er nemlig begrundet frygt for, at miljøministeren bliver udsat for Monsantosis - en virus, der via virksomhedslobbyisme, angriber politikeres dømmekraft, når det gælder genmodificerede afgrøder.

AntiCorp - en nødkur fra Greenpeace til politikere, der er udsat for de store selskabers lobbyisme for genmodifikation i landbrug og fødevarer.

22. oktober uddelte Greenpeace samme kur foran Fødevareministeriet med håb om, at den finder vej til minister Eva Kjer Hansen, der tilsyneladende allerede er angrebet af den slemme virus. 

AntiCorp er en nødkur for politikere og andre beslutningstagere i offentlig tjeneste, der er udsat for Monsantosis. Denne virus bringer de berørte under stærk påvirkning af den agro-kemiske industri forud for beslutninger eller debatter om genetisk modificerede organismer (GMO). Sådan lyder produktinformationen i de pilleæsker, som Greenpeace i dag uddeler til miljøministeriet.

Indholdet i æskerne med AntiCorp er i virkeligheden chokolade, men behovet for behandling er reelt, da EU kommissionens formand José Barroso forsøger at tvinge EU's medlemsstater til at udvande centrale dele af EU's GMO-lovgivning. Konkret vil Barosso tillade at vores fødevarer forurenes med ulovlige og utestede GMO'er ved at slække på GMO-godkendelseproceduren, så GMO'er kan hastes igennem.

"Vi håber, at dagens behandling med AntiCorp vil ruste miljøministeriet til at modstå Barosso, så miljørådsmødet til december vil fastholde, at GMO-lovgivningen skal overholdes" udtaler Dan Belusa, Greenpeace talsmand på GMO-området.

Barosso har oprettet en særlig GMO-arbejdsgruppe for at udvande godkendelsesproceduren, og han vil desuden via regeringslederne lægge pres på miljø- og fødevareministrene. Det danske fødevareministerium, som er repræsenteret i arbejdsgruppen og akut angrebet af Monsantosis, modtog i forrige uge behandling med AntiCorp. Der er dog kraftig mistanke om, at behandlingen har slået fejl, og der er derfor stærkt behov for, at miljøministeren står fast.

EU's GMO-lovgivning kræver grundige forudgående risikovurderinger, blandt andet langsigtede miljørisikovurderinger, og vurderinger af socioøkonomiske og etiske konsekvenser. Dette var grundlæggende krav fra dansk side, da lovgivningen blev forhandlet på plads. Men de er ikke blevet gennemført i praksis. EFSA, det EU-organ der står for EU's GMO-godkendelser, måtte tidligere i år erkende, at de slet ikke har kompetence til at foretage vurderinger af GMO'ernes langsigtede miljøkonsekvenser.

Derfor har det franske EU-formandskab i de seneste måneder arbejdet på, at bringe GMO-risikovurderingen og -håndteringen op på det niveau, som EU-lovgivningen kræver. Det er som modtræk til dette initiativ, at Barosso har nedsat sin egen arbejdsgruppe, som altså har tre opgaver: At forhindre Frankrigs forsøg på at forbedre EU's GMO-håndtering, at fordoble hastigheden hvormed GMO'er godkendes og at omgå EU-lovgivningen, så der kan importeres foder og fødevarer, der indeholder ikke-godkendte GMO'er.  

For yderligere information, kontakt Dan Belusa, Greenpeace, mobil 51327911

Brugsanvisning for AntiCorp: Læs mere om symptomer og behandling af Montansosis