Mads Flarup Christensen - ny generalsekretær for Greenpeace i Norden.
Hvordan begyndte dit engagement i Greenpeace?
- Jeg startede som frivillig i Århus i 1992, hvor der var et meget aktivt miljø af frivillige, som lavede aktioner, rejste rundt på festivaler, holdt foredrag m.m. Mit første job i Greenpeace var som aktionskoordinator, hvor man både skal holde styr på jura og budgetter, planlægge ned i de mindste detaljer og kunne sejle en båd.
- Jeg gik ind i Greenpeace på baggrund af en stor frustration over manglen på politisk vilje til at gøre noget ved alvorlige miljøproblemer. Ikke mindst ødelæggelsen af ozonlaget og den manglende opmærksomhed på klimaforandringer. Så jeg blev enormt inspireret, da verden endelig - ikke mindst takket være en meget vellykket og effektiv Greenpeace-kampagne - gik sammen om at forbyde de værste ozondræbere i Montreal-protokollen.
- I dag, 15 år senere, kan jeg stadig blive målløs over de forandringer, Greenpeace er med til at skabe. Og på mange måder har tiden arbejdet for os, så vi står bedre end i begyndelsen af 1990'erne.
Siden tiden som aktivist har du været omkring flere andre jobs i organisationen?
- Jeg havde nogle intense år med Greenpeaces nedrustningsarbejde, hvor jeg bl.a. ledede vores kampagne mod USA's planer om at bygge et missilskjold. I 2002-2003 skabte vi den største folkelige bevægelse i Greenpeaces historie, da vi globalt mobiliserede millioner til at deltage i protestdemonstrationer mod krigsforberedelserne i Irak.
- De seneste 5 år har jeg arbejdet som programchef for Greenpeace Norden. En afdeling fuld af dygtige og dedikerede medarbejdere, som er vokset til næsten dobbelt størrelse i løbet af de 5 år. Som generalsekretær er det nu min opgave at lede Greenpeace Norden i overensstemmelse med Greenpeaces kerneværdier og mål om at drive succesfulde kampagner for vores sager. Og så skal jeg naturligvis repræsentere organisationen udadtil over for vore bidragydere, medier, politikere, bestyrelsen osv. Det ændrer dog ikke ved, at jeg stadig sætter kaffen over om morgenen på kontoret i København og er på frokostholdet en gang om ugen.
Hvad har været din sjoveste tid i Greenpeace?
- Jeg tilbragte fire fantastiske uger i 2002 med en hundeslæde-ekspedition langs Grønlands vestkyst, hvor vi skaffede opbakning blandt grønlænderne mod USA's planer om at bruge Thule Basen i deres missilskjold. Jeg var af sted sammen med 5 fremragende og dedikerede kolleger på en både sjov og hård ekspedition med temperaturer ned til minus 30 grader.
Er der et tidspunkt, hvor det har været hårdest at være i Greenpeace?
- Jeg kan huske en aktion engang, hvor vi tilbragte 7 dage på og omkring en skorsten oppe i Umeå i Sverige for at forhindre igangsættelsen af et nyt forurenende affaldsforbrændingsanlæg. 7 dage kan være meget, meget lang tid.

Mads Flarup Christensen på kampagnearbejde.
Hvilke aktuelle udfordringer ser du for Greenpeace globalt og i de nordiske lande?
- Greenpeaces rolle i klimadebatten er at pege på de radikale løsninger, som er nødvendige for at opnå vores vision om en "Energy [R]evolution" - og forhindre de falske og skadelige løsninger som atomkraft og kul. Vores arbejde skal samtidig være en katalysator for andre, så de også er med til at skabe endnu større forandringer.
- De nordiske lande har et særligt ansvar for at gå i front og vise verden, hvordan et samfund kan fungere med vedvarende energi. Vi har opbakningen i befolkningerne, dyre ord fra politikerne, adgang til teknologien og den fornødne økonomiske styrke. Hvis vi ikke kan skabe en energirevolution i Norden, kan vi ikke gøre det nogen steder.
Er der nogle særlige udfordringer ved at være generalsekretær for flere nordiske lande?
- De kulturelle forskelle i Norden er meget større, end mange er klar over, og det er virkelig interessant at arbejde med. I Finland har befolkningen fx stor tillid til industrien, mens danskere og nordmænd ser industriorganisationerne som totalt upålidelige. I Sverige er der tendens til, at folks valg og handlinger er meget styret af deres moral og etik. Det kan af og til godt være lidt svært at få øje på i Danmark.
Hvad laver du, når du ikke har travlt med at være generalsekretær i Greenpeace Norden?
- Jeg bor med min norske kone og vores to børn i udkanten af København. Vi tilbringer de fleste ferier i vores hytte i bjergene i Norge, hvor jeg er ude at stå på ski eller klatre, så meget jeg kan komme til. Jeg har altid været lidt af en computernørd og er meget optaget af web 2.0 og sociale online netværk både professionelt og i min fritid. Samtidig interesserer den direkte kommunikation med et live publikum mig meget, og jeg har gennem mere end 13 år jævnligt holdt foredrag om Greenpeace, kampagnearbejde, Corporate Social Responsibility m.m. Sidst, men ikke mindst, har jeg fra min uddannelse i statskundskab stadig en lidenskab for international politik og politiske processer.
Mads Flarup Christensen har overtaget posten som generalsekretær efter svenske Lennart Daléus, der går på pension efter seks år i spidsen for et Greenpeace Norden med vokseværk. Siden Lennart Daléus trådte til som generalsekretær i 2002, er antallet af bidragsydere øget fra 97.400 til 136.470. Greenpeace Norden har i dag 70 ansatte og flere hundrede frivillige tilknyttet.