Greenpeace-research: Svindel med hvalkød fra Japans videnskabelig fangst

Nyhed - 15. maj, 2008
Overvågning, samtaler med anonyme kilder, skjulte kameraer og følgen efter lastbiler fulde af hvalkød stjålet af besætningsmedlemmer fra det japanske hvalfangst-skib Nisshin maru. Det lyder måske som en James Bond-film, men det har været hverdagskost i fire intense måneder for en gruppe Greenpeace-aktivister, der nu kan afsløre dokumentation for svindel med hvalkød fra den årlige regerings-støttede og såkaldte videnskabelig hvalfangst i Sydhavet.

Undersøgelserne afslører omfattende svindel med hvalkødet fra den japanske hvalfangst i Sydhavet.

I dag 15. maj 2008 kl. 10.00 japansk tid kunne journalister og andre fremmødte til pressekonferencen i Tokyo om sagen, betragte en af de kasser, som er blevet smuglet ud fra Nisshin Maru og sendt til en privat adresse. På pakkes følgebrev står der, at kassen indeholder karton. I virkeligheden indeholder den 23,5 kg. hvalkød fra Sydhavet, der er blevet hevet op af havet under påskud af at skulle benyttes til videnskabelige formål. Fangsten bliver finansieret af de japanske skatteyders penge.

Kassen er blot en ud af mange kasser, der gennem årtier er blevet smuglet ud fra den japanske hvalfangerflåde og solgt på det sorte marked. Kassen skal tjene som bevismateriale sammen med en række video-optagelser og samtaler med tidligere og nuværende besætningsmedlemmer fra Nisshin Maru og shippingfirmaet Kyodo Senpaku, der ejer de skibe, der bruges til fangsten. Svindlen er foregået lige foran næsen på de japanske myndigheder og Institute of Cetacean Research, ICR.

Bureaukrater ignorerer tyveri for skattepenge

Greenpeace-aktivisterne forsøgte at aflevere den konfiskerede kasse med hvalkød til den offentlige anklager i Tokyo, der dog ikke tog imod den men meddelte, at de nu vil kigge nærmere på anklagerne fra Greenpeace. Greenpeace kræver en offentlig undersøgelse af , hvor dybt korruptionen stikker. Desuden appellerer Greenpeace til, at den japanske regering annullerer det årlige skattebetalte tilskud til den såkaldte videnskabelig hvalfangst i Sydhavet, på 22 mio. kroner, og at aftalen ophører med shippingfirmaet Kyodo Senpaku, der råder over flåden, der bliver brugt til hvalfangsten.

Greenpeaces fire måneder lange research af svindlen omfattede bl.a. kontakt og interviews med tidligere og nuværende besætningsmedlemmer fra den japanske hvalfangstflåde og shippingfirmaet. De kunne bl.a. fortælle, at ledende besætningsmedlemmer ombord på den japanske hvalfangst-flåde og i Kyodo Senpaku vendte det blinde øje til og lod svindlen ske trods deres viden. Således har det stået på i flere årtier.

Greenpeaces kilder siger desuden, at ansatte fra Institute of Cetacean Research, ICR, der skal udføre de videnskabelige undersøgelserne af de fangede hvaler, højest sandsynligvis har haft kendskab til ulovlighederne.

"Den information,  som vi har samlet sammen indtil videre, antyder, at omfanget af denne skandale er så stort, at shippingfirmaet Kyodo Senpaku simpelthen må kende til det ulovlige salg," siger Junichi Sato, talsperson for Greenpeace hvalkampagne i Japan "De har vendt det blinde øje til omfattende svindel med skatteydernes penge, og der er nu brug for en offentlig undersøgelse for at klarlægge, hvem der ellers profiterer af hvalfangsten i hvalreservatet ved Antarktis," fortsætter Junichi Sato.

Efter et tip fra tidligere og nuværende ansatte hos shippingfirmaet Kyodo Senpaku, kunne Greenpeace-aktivisterne dokumentere, hvordan hvalkød blev smuglet fra skibet over i en lastbil, alt imens ansatte hos shippingfirmaet og fra skibets øverste ledelse stod og så på. Kødet blev herefter kørt til et hemmeligt depot i Tokyo med følgesedler med påskriften "karton". I hver boks befandt der sig imidlertid 23,5 kg. hvalkød til en værdi af 14.500 kroner.

"Videnskabeligt hvalkød" på menuen

Greenpeaces undersøgelser og samtaler afslører, at de besætningsmedlemmer, der er involveret i svindlen, smugler omkring 20 kasser ud hver især, og at et besætningsmedlem efter sigende skulle have finansieret dele af sit hus med penge fra ulovligt salg af hvalkød.

For at finde ud af, hvor kødet forsvinder hen, har Greenpeace-aktivisterne talt med en række restauranter og pubber i Japan. En række af restauranterne og pubberne bekræftede, at de inden for kort tid skulle modtage leverancer af kød fra årets hvalfangst i Sydhavet. De japanske fiskerimyndigheder sætter ellers først kødet til salg i slutningen af juni.

Japans videnskabelige fangst i hvalreservatet Southern Ocean Whale Sanctuary i Sydhavet har gentagende gange været omgæret af løgne og skandaler, der har bragt Japan ud i voldsomme diskussioner internationalt. Denne seneste skandale rejser endnu engang spørgsmålet: Hvem kommer fangsten egentlig til gode? - en fangst, der endnu ikke har mundet ud i brugbart videnskabeligt materiale, og som er ganske ubæredygtigt. Også økonomisk.