Nyhed - 11. september, 2009
Greenpeace' ekspedition i Arktis ombord på forskningsskibet Artic Sunrise sejler i øjeblikket ud for den grønlandske østkyst. Her har besætningen fået selskab af et nyt uafhængigt forskerhold.
En af de mange sidegletsjere der ender i Kangerdlugssuag-fjorden.
Glaciologen Dr. Gordon Hamilton, Universitetet i Maine, og
oceanografen Dr. Fiamma Straneo, Wood's Hole Oceanographic
Institution, er ombord for at undersøge Greenpeace' og
klimaforskeres bange anelser vedrørende subtropiske havstrømmes
påvirkning af grønlandske gletsjere.
Grønlands gletsjere smelter med hidtil uset hastighed
Grønlands berømte Helheim-gletsjer smelter med rekordfart. Med
en hastighed på 25 meter pr. dag bevæger gletsjeren sig ud i havet
omkring Grønland, hvor store stykker brækker af og smelter.
Videnskaben har længe været bekendt med det faktum, at
temperaturstigninger i atmosfæren resulterer i overfladesmeltning
af gletsjere og iskapper ved polerne. Der er imidlertid en anden
kraftfuld faktor, der muligvis spiller en betydelig rolle.
Over de seneste syv år har smeltevand fra Grønland fordoblet sit
bidrag til den globale stigning i vandstanden. Dette har fået
forskere til at igangsætte omfattende undersøgelser af isen i
Kangerdlugssuag-fjorden. Teorien er, at subtropiske havstrømme
strækker sig ind i fjordene og påvirker afsmeltningen nedefra.
Verden står overfor en stigning i vandstanden på syv meter, hvis
den grønlandske indlandsis smelter.
Handlekraftige politikere må træde til
Det er nødvendigt, at vi i København til december får en
retfærdig, ambitiøs og forpligtende klimaaftale. Målet er en
begrænsning af temperaturstigninger på under to grader celsius, og
at den globale udledning af drivhusgasser topper i 2015. En
klimaaftale skal indeholde følgende punkter:
- Industrialiserede lande skal reducere deres CO2 udledning med
mindst 40 % i 2020 i forhold til 1990-niveauet.
- Industrialiserede lande må yde en årlig klimabistand på 110
milliarder euro til udviklingslande som en forudsætning for, at de
kan nedskære deres CO2 udledning i forhold til "business as
usual".
- Rydning af skov må bringes til ophør i 2020 (2015 for
regnskoven i Amazonas, Indonesien og DDR Congo).
Løsningerne ligger for hånden
Olie, kul og gas er ikke de eneste energikilder. Ifølge FN's
klimapanel (IPCC) findes der i dag hundredvis af alternative
teknologier, der med ganske lave omkostninger kan nedbringe
udledningen af skadelige drivhusgasser. Løsningerne er der. Nu må
politikerne sørge for, at de bliver implementeret.