Lad ikke Cairn blive Grønlands BP

Nyhed - 17. august, 2010
Hvorfor vil Greenpeace have det grønlandske selvstyre til at stoppe de olieprøveboringer, der netop nu er i gang ved Grønlands vestkyst? Og hvordan ser virkeligheden ud for mennesker, dyr og planter efter et olieudslip som det i den Mexicanske Golf?

19. august kl. 19.00 inviterer Greenpeace til debatmøde om olieboringer i Grønland. Alle er velkomne i Nuuks kulturhus Katuaq.

De spørgsmål og mange flere svarer Greenpeace Nordics Generalsekretær Mads Flarup Christensen og havbiolog Hanne Lyng Winter på når Greenpeace på torsdag i Nuuk åbner dørene til debatmøde om olie-boringer i Grønland.

Det foregår Kl. 19.00 i Nuuks kulturhus Katuaq. Greenpeace opfordrer via plakater over det meste af Nuuk, grønlænderne til at komme til debatmødet, hvor alle er velkomne til at lytte med og stille spørgsmål. Desuden er en række grønlandske politikere, embedsmænd og medier inviteret.

Havbiolog Hanne Lyng Winter var i juli i Louisiana, USA, og vil levere en tankevækkende øjenvidneberetning fra en af verdens største oliekatastrofe - BP-katastrofen. En katastrofe, som bør mane til eftertanke - ikke mindst nu, hvor det skotske selskab Cairn er i fuld gang med at lede efter olie vest for Diskoøen.

Generalsekretær i Greenpeace Norden Mads Flarup Christensen, vil herefter forklare, hvorfor Greenpeace er imod Cairns boringer, der netop i dag er blevet fordoblet fra to til i alt fire prøveboringer efter grønt lys fra det grønlandske selvstyre.  

Alle er velkomne til torsdagens debatmøde.

Cairn påbegyndte sine første boringer 1. juli og har et vindue indtil slutningen af september til at få gennemført de nu i alt fire prøveboringer, inden isen begynder at lukke til i.

Greenpeace arbejder desuden på at få et forbud mod alle dybvandsboringer igennem Den Nordøstatlantiske Samarbejdskonvention, OSPAR. De femten regeringer i OSPAR mødes 22 - 24. september for at diskutere spørgsmålet.

Netop nu har Greenpeace sendt et forskningsskib til Den Mexicanske Golf og et andet Greenpeace-skib, Esperanza, er sendt på et togt mod risikable olieboringer til en endnu uafsløret destination.

Kontakt:

Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Norden, +299 25 19 18