Movia rydder regnskov med magt

Nyhed - 28. maj, 2009
Det tog politiet en time at fjerne Greenpeace's blokering af Movias biodieseltank. Det lykkedes Greenpeace at blokere tanken i 21 timer.

Politiet fjerner Greenpeace's blokade af busselskabet Movias tank med biobrændstof. Biobrændstof har en større CO2-udledning samlet end traditionel diesel og benzin, og er desuden årsag til afskovning.

Kl. 13.00 påbegyndte polititet at fjerne Greenpeace-aktivisterne, der siden kl. 17.00 i går aftes har forhindret Movias  busser i at tanke biodiesel.

Movia har anmeldt aktivisterne, og vil med magt sikre at virksomhedens busser fortsat kan køre på det klima- og miljøskadelige brændstof.

EU's fejlslagne krav om 10% biobrændstof i transportsektoren, vil betyde, at EU vil lægge beslag på 20 % af verdens samlede produktion af vegetabilske olier i 2020. Den larmende tavshed ra de danske politikere inden tredjebehandlingen af biobrændstofloven i morgen, fredag den 29. maj, tyder på at det fortsat ikke er gået op for dem hvilken klimapolitisk fadæse de er ved at gennemføre.

Det er endnu ikke for sent.

En time om at fjerne blokering

Det tog politiet 40 minutter at frigøre de to aktivister, der havde lænket sig fast til biodieseltanken, og yderligere 20 minutter at fjerne Greenpeace's kasse, så hanen atter kunne åbnes for klimaskadelig biodiesel.