Nyhed - 3. august, 2009
Indonesien ødelægger sine skove hurtigere end noget andet land, hvilket gør landet til verdens tredje største forurener.
Et Greenpeace-hold har sluttet sig til lokale brandfolk for at slukke brande i Kuala Cinaku, Indragiri Hulu distriktet. Skovafbrænding udleder millioner af tons CO2, der tilføjes Indonesiens allerede store drivhusgasudledning. Præsident Yudhoyono bør stoppe korruption i forvaltningen af skoven og stoppe afskovning.
Riau-provinsen på Sumatra, vestlige og centrale Kalimantan og
dele af Sulawesi er hårdest ramt af skovbrande - de fleste er tændt
bevidst for at rydde jorden til fordel for palmeolie- og
papirplantager.
Et hold fra Greenpeace har sluttet sig til lokale brandfolk i
forsøg på at slukke brande i Kuala Cinaku, i det sydlige Riau.
Holdet på 15 personer har indtil videre kun formået at holde
branden inde i et område på 10 hektar tæt på palmeolieplantager,
hvor ilden for nylig opslugte over 1000 hektar jord. Brandmænd blev
nægtet adgang til at bekæmpe brande på jord ejet af
palmeolieselskabet.
Præsidenten skal vågne
I Riau-provinsen alene blev der i juli registreret 2800 kritiske
hotspots og provinsen ruster sig til flere efterhånden som den
tørre sæson begynder. Mens Riau har brændt, har regeringens indsats
været patetisk - en firedages brandslukningsworkshop, som
afsluttedes med en slukningssimulering.
Den indonesiske præsident Yudhoyono er nødt til at vågne op til
klimakrisen og øjeblikkeligt tage affære overfor afskovning. Han
vil være blandt de 8 centrale verdensledere, der har den historiske
chance for at føre an i en fælles global indsats for at undgå de
værste konsekvenser af klimaændringer til FN's klimaforhandlinger i
København i december.
Årsag til en femtedel af den globale udledning af
drivhusgasser
Skovene er et vigtigt forsvar mod klimaforandringer, fordi de
kan indeholde store mængder kulstof. Når skoven forsvinder,
frigives denne kulstof. Ved at stoppe ødelæggelsen af de tropiske
skove i lande som Indonesien, vil vi kunne spare en femtedel af den
globale udledning af drivhusgasser. Det er den hurtigste og
nemmeste måde at holde den globale temperatur nede på et rimeligt
niveau.
For at give vores planet en chance, skal de industrielle lande,
der historisk set er ansvarlige for klimaændringerne, give mindst
40 milliarder dollars om året for at beskytte verdens skove og
mindske udledningen af drivhusgasser hjemme.