Fiskebåden Santa Cristina fra Portugal bundtrawler efter rødfisk på 650 meters dybde.
Det betyder bl.a., at Spar ikke mere vil markedsføre ål, haj, havtaske og rødfisk. Desuden bebuder SPAR, at kæden ikke længere vil markedsføre truede fiskearter og henviser bl.a. til, at Greenpeaces rødliste - over fisk, der er truet, overfisket eller fanget via destruktive fangstmetoder - vil blive brugt som en retningslinje.
Samtlige leverandører til Spars 450 købmandsbutikker skal fremover kunne garantere, at de fisk, som Spar modtager, er lovligt fanget, og at fangsten af dem ikke fører til varige skader på miljøet eller påvirker havpattedyr og - fugle.
"Det er et godt skridt, Spar Danmark har taget. Dermed erkender Spar, at hvis man vil have en bæredygtig profil, så er der en lang række fiske- og skaldyrsprodukter, man ikke kan føre, og en række fiskerier man ikke kan støtte," siger Hanne Lyng Winter, havbiolog i Greenpeace.
Greenpeace lancerede 28. januar i år en rangordning over 12 danske supermarkeder, der desværre viser, at danske supermarkeder ikke tænker på bæredygtighed, når der indkøbes fiske- og skaldyrsprodukter til hylder og kølediske.
Spar har nu som første supermarkedskæde i Danmark taget udfordringen op og offentliggjort et sæt hensigtserklæringer og fremlagt et fremtidigt mål for supermarkedskædens fiske- og skaldyrsprodukter.
"Greenpeace opfordrer på det kraftigste de øvrige danske supermarkedskæder til at følge Spars eksempel og hurtigst muligt få en offentlig politik for bæredygtig indkøb af fisk og skaldyrsprodukter samt stoppe salget af truede, overfiskede og på andre måder ubæredygtige fiske- og skaldyrsprodukter," siger Hanne Lyng Winter.
Greenpeace opdaterer rangordningen af de danske supermarkeder i september.
Læs mere om Greenpeaces rangordning af danske supermarkedskæder, bl.a. Spar.
Kontakt:
Hanne Kærgaard Lyng Winter, havbiolog i Greenpeace Nordic, +45 28 10 90 59
Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Nordic, +45 28 10 90 21