Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Greenpeaceaktion mod Shell i København

Pressemeddelelse - 17. juli, 2012
Tirsdag morgen har 20 Greenpeace aktivister indtaget Shells tankstation på Borgmester Christiansensgade i København. Blandt andet udklædt som isbjørne kravlede aktivisterne op på taget og udskiftede stationens berømte muslingelogo med bannere påtrykt teksten ”Get the (S)hell out of the Arctic”. Aktionen er i øjeblikket i gang.

17. juli 2012

Shell på Sydhavnsgade i København er blevet omdekoreret af isbjørnene

17. juli 2012 - Aktionen er en del af den verdensomspændende Greenpeace-kampagne, Save The Arctic. Kampagnen er iværksat for at beskytte Arktis mod Shells planlagte olieboringer, der kan have katastrofale følger for det følsomme miljø.

Shell er allerede på vej med boreskibe til Arktis. Men starten på selskabets kyniske oliejagt gav et skræmmende varsel, da et af boreskibene, Noble Discoverer, lørdag aften gik på grund, mens det var ved at ankre op i Dutch Harbor, Alaska..

”Hvordan Shell vil overbevise verdenssamfundet om, at det kan håndtere nogle af verdens mest krævende olieboringer, når man ikke engang kan ankre et skib, er en gåde. Planerne om at bore efter olie i Arktis bør skrinlægges, inden katastrofen rammer”, siger arktisansvarlig i Greenpeace, Jon Burgwald.

Greenpeace har i løbet af weekenden haft en lang række aktioner mod Shell rundt om i verden. Målet med aktionerne er, at gøre offentligheden og politikerne opmærksom på de store miljømæssige konsekvenser Shells boringer har. Ikke kun for miljøet på Arktis – men for os alle sammen.  

"Næsten en million mennesker har via underskriftsindsamlinger på gader og stræder samt på www.savethearctic.org bedt Shell om at droppe selskabets ekstremt risikable planer om at bore efter olie i Arktis. Oliegiganten kan ikke fortsætte med at stikke hovedet i busken og ignorere det massive krav”, siger Jon Burgwald.

Billeder fra aktionen vil løbende blive lagt på dette link til fri afbenyttelse. Copyright tilhører Greenpeace.

Kontakt:
Jon Burgwald, arktisansvarlig, Greenpeace. Tlf. 40818898
Kristian Jessen, kommunikationsansvarlig, Greenpeace. Tlf. 20762385