Cookies hjælper os med at informere dig bedre om vores arbejde (og aktioner). Privacy Policy

Arktisk Råd vedtager ubrugelig udslipsaftale

Skriv en kommentar
Pressemeddelelse - 15. maj, 2013
De otte medlemslande i Arktisk Råd har i dag vedtaget en koordinerende beredskabsaftale i tilfælde af oliespild i det arktiske område, men udenrigsminister Villy Søvndal og hans kolleger synes at sætte industriens interesserer over de arktiske befolkninger og miljøets.

“Det er desværre en helt og aldeles ubrugelig aftale, fordi den er blottet for reelle forpligtelser. Den gør intet for at mindske risikoen for udslip eller forbedre landenes evne til effektivt at reagere på udslip. Og den opstiller ingen bindende minimumsstandarder for at sikre, at man har kapacitet til at have blot en chance for at håndtere et større udslip,” siger arktisansvarlig i Greenpeace Norden, Jon Burgwald.  

“Det er beskæmmende, at ambitionsniveauet fra Danmarks og de øvrige arktiske lande er så lavt, at man afholder sig fra at stille et eneste konkret krav til beredskabet. Når landene samtidig kun skal hjælpe i det omfang, de selv vælger, har man simpelthen indbygget så meget elastik, at vi ikke kommet et skridt nærmere at beskytte naturen i et af verdens mest sårbare miljøer,” siger Jon Burgwald

“Arktisk Råd stiller med den her aftale ingen som helst forpligtende krav til, at beredskabet har et vist omfang og rent faktisk vil kunne håndtere en truende oliekatastrofe. Når Villy Søvndal alligevel nikker ja til en aftale, der lige så godt kunne være forfattet af olieindustrien selv, er det i vores øjne helt uforeneligt med den grønne politik både Danmark og SF bryster sig af at føre,” siger Niels Fuglsang, projektleder for den danske arktiskampagne i Greenpeace.

Canada overtager nu formandskabet og vil “fortsætte arbejdet for at forhindre olieforurening”. Greenpeace anbefaler, at man opstiller forpligtende minimumsstandarder for olie- og gasudvinding i Arktis og indfører et totalt forbud mod offshore-olieboringer.

Kontakt:
Jon Burgwald, arktisansvarlig, Greenpeace, mob. 40 81 88 98. Er i Kiruna frem til i morgen.
Niels Fuglsang, projektleder på den danske arktiskampagne, Greenpeace, mob. 24 22 01 86.
Mads Fisker, pressemedarbejder, Greenpeace, mob. 30 24 03 34